Denne vejledning er til patienter, som har et brud på ankelen. Den vejleder dig i, hvordan du skal træne, mens du har bandagen på.
Gå direkte til:
Ankelleddet kan bevæge foden op- og nedad, samt ind- og udad. Lige over ankelleddet, på inder- og ydersiden, sidder to tydelige knoglepunkter, som kaldes malleoler.
Brud sker hyppigst ved et vridtraume, hvor foden enten vrider indad eller udad. Når dette sker, kan knogleenderne, der sidder på hver side af ankelleddet, brække. Derudover sker der i denne forbindelse også ofte en forstrækning, overrivning eller delvis overrivning af omkringliggende vævsstrukturer blandt andet ledbånd.
Lægen vurderer i hvert enkelt tilfælde, hvilken behandling der er bedst. Ud fra et røntgenbillede vurderer lægen, om dit brud sidder stabilt og derfor kan vokse rigtigt sammen af sig selv (konservativ behandling), eller om dit brud skal opereres (operativ behandling).
Du får foden fikseret i en ROM-Walker eller en gipsstøvle. Lægen vurderer i hvert enkelt tilfælde, om du må støtte på benet eller ej. Desuden vurderer lægen, hvornår du må begynde at bevæge i ankelleddet.
Operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Her bliver brudstykkerne fastgjort med skinne og/eller skruer. Nogle har brug for at være indlagt de efterfølgende døgn, mens andre tager hjem samme dag. Skinne og skruer beholder du i anklen fremover, og de fjernes kun, hvis de generer.
Bandage efter operationen
Umiddelbart efter operationen får du en støvle på af gips. Den skal du som regel bruge i 2 uger. Ved kontrolbesøget i ambulatoriet får du derefter en ROM-walker (støvle) på foden. Den skal du bruge i ca. 4-6 uger. Lægen tager stilling til, hvornår du må støtte på benet efter operationen, samt hvornår du må begynde at bevæge i ankelleddet. Der vil oftest være en periode på 4-6 uger i alt, hvor du ikke må støtte på det opererede ben.
Du skal til ambulant kontrol i ambulatoriet, hvor du blandt andet skal:
Have fjernet sting.
Have fjernet ROM-Walkeren.
Til røntgenkontrol.
Få instruktion i videre genoptræningsforløb.
Vær opmærksom på
Den første uge
Både ved operativ og konservativ behandling er det den første uges tid vigtigt, at du aflaster foden i liggende stilling og konsekvent holder foden højt. Bevæg dig kun omkring til de mest nødvendige ting, såsom toiletbesøg.
Den efterfølgende periode
Hæv foden flere gange dagligt over hjertehøjde i minimum 30 minutter for at modvirke hævelse i fod og underben; hvil foden på for eksempel puder eller en sammenrullet dyne. Vip med tæerne i støvlen mange gange dagligt. Hæv også gerne madrassen i fodenden af sengen.
I de første dage efter operationen kan det ikke undgås, at du får smerter. Der bliver lagt en plan i forhold til smertestillende medicin, og det er vigtigt, at du følger denne.
Kontakt din egen læge eller ambulatoriet, hvis der sker forværring i smerter eller hævelse. Kontakt også din egen læge eller ambulatoriet, hvis der opstår tegn på infektion i såret. Symptomer på infektion er rødme, hævelse, varme, feber og sivning fra operationsarret.
Øvelser
Hvor ofte skal du træne? ___________
Hvor mange gentagelser skal du lave? ____________
Sid på en stol eller lign. Hold ryggen ret.
Stræk træningsbenet i knæleddet, og hold det i få sekunder.
Sænk langsomt igen.
Lig eller sid med strakte ben på underlag.
Spænd lårmusklen ved at presse knæet ned i underlaget.
Hold spændingen i 5 sekunder, og slap af igen.
Lig på ryggen.
Løft træningsbenet strakt fra underlaget.
Hold stillingen 5 sekunder, og sænk langsomt igen.
Lig på modsat side af træningsbenet.
Løft træningsbenet med strakt knæ og hælen pegende op mod loftet.
Hold stillingen i 5 sekunder, og sænk langsomt igen.
Lig på maven.
Løft træningsbenet med let bøjet knæ op mod loftet, uden at hoften løfter sig fra underlaget, og sænk langsomt igen.
Stå på det ikke-opererede ben. Støt dig ved et bord eller lignende.
Sæt dig roligt og kontrolleret på stolen bag dig, dog uden at bagdelen rører sædet.
Rejs dig igen med det samme, således at det bliver en sætte-rejse-sig bevægelse ud i ét.
Videre forløb
Hvornår du kan vende til dit eventuelle arbejde, afhænger af flere faktorer, blandt andet om du har stillesiddende, stående/gående eller fysisk krævende arbejde. Hvis du kan arbejde, skal du være opmærksom på hævelse og smerter i foden, og huske at aflaste benet flere gange dagligt, samt hæve benet over hjertehøjde. Ved de løbende kontroller i ambulatoriet bliver der individuelt taget stilling til, hvornår du kan vende tilbage til arbejde.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/906768
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.