At få foretaget en hudbiopsi/hudprøve er et lille indgreb, hvor et lille stykke hud fjernes med et instrument.
Før indgrebet bedøves huden. Når lokalbedøvelsen virker, laver lægen et rundt snit og tager 1-2 vævsprøver.
Indgrebet efterlader et hul i huden, som dækkes af et plaster og i nogle tilfælde syes med en tråd.
Hudstykket sendes til undersøgelse under mikroskop.
Undersøgelsen hjælper lægerne med at finde ud af, hvilken hudsygdom du har.
Der går nogle uger før svaret på undersøgelsen kommer. Svaret får du af lægen ved næste besøg i klinikken, alternativt skriver vi eller ringer til dig.
Plasteret fjernes efter 1-2 døgn, og såret skal holdes rent med vand og sæbe.
I enkelte tilfælde er huden syet med sting. Huden skal da holdes tør under plasteret i 3-4 dage. Stingene fjernes ved egen læge efter 7-10 dage. Bestil en tid hos din læge i god tid.
Vær opmærksom på
Når der er taget en hudprøve, er huden beskadiget, og der er derfor risiko for betændelse.
Hvis der er tegn på betændelse kan et eller flere af følgende symptomer være til stede:
Rødme
Varme
Hævelse
Smerte
Pus/betændelse
Feber
Hvis der er tegn på betændelse, skal du vaske området med en desinficerende sæbe (fx Medi-Scrub eller anden klorhexidinsæde) og smøre med klorhexidincreme 2 gange om dagen. Du kan købe både sæbe og creme på apoteket i håndkøb.
Hvis denne behandling ikke hjælper i løbet af et par dage, bør du kontakte egen læge.
Videre forløb
Indgrebet vil efterlade et rødt ar, som bliver mindre med tiden.
Du kan beskytte aret mod solen for at undgå farveforskelle i huden (pigmentforandringer). Der kan med fordel anvendes englehudplaster på arret i op til 3 måneder. Englehudplaster kan købes på apoteker, sygepleje- og Matas-butikker.
Hvis du er blevet syet, skal stingene fjernes ved egen læge efter 7-10 dage. Bestil en tid hos din læge i god tid.
Det er ofte ikke nødvendigt at tage smertestillende medicin efter indgrebet, og du kan varetage daglige gøremål samt arbejde.
Kontakt
Kontakt
Hvis du har praktiske spørgsmål, brug for ændring af tid, receptbestilling og lignende kan lægesekretæren kontaktes mellem kl. 8.00 og 10.00 på hverdage.
Hvis du har spørgsmål til din sygdom, medicin eller aktivitet i din sygdom, kan du kontakte sygeplejersken mellem kl. 8.00 og 8.45 på hverdage.
Du træffer os på
telefon 7843 6552
Tast 1 for lægesekretæren
Tast 2 for sygeplejersken
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1295010
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.