Denne vejledning er til patient og pårørende og indeholder information om delir.
Symptomer
Delir er den faglige betegnelse for en pludseligt opstået forvirringstilstand. Især personer med mange og svære kroniske sygdomme er i øget risiko for at udvikle delir ved akut sygdom eller anden akut voldsom påvirkning. Delir medfører forværring af personens samlede situation (fysisk, psykisk/kognitivt og funktionsmæssig).
En sådan akut påvirkning kan f.eks. være en infektion i lunger eller blære, svær smerte, væskemangel, blodtab, fostoppelse, medicinpåvirkning eller store pludselige forandringer i tilværelsen.
Delir er ikke en sygdom i sig selv, men hjernens reaktion på en legemlig overbelastning. Der er således ikke tale om psykisk sygdom eller pludselig demens.
Delir kan udvikle sig over en kort periode, sædvanligvis timer til dage, og tilstanden kan variere over døgnet.
Delir er langt overvejende en forbigående tilstand.
Symptomer ved delir kan være
Forvirring (altid til stede)
Desorientering
Forandret/usædvanlig opførsel
Koncentrationsbesvær
Besvær med at huske hvad der lige er sket
Skiftende uro i løbet af døgnet - ændret døgnrytme - ofte med natlig uro
Manglende sammenhæng mellem tale og handling
Usammenhængende tale/sort snak
Syns- og hørehallucinationer
Manglende initiativ
Rastløshed, angst, vrede og tristhed
Opførsel præget af mistro, fjendtlighed og utryghed
Delir er en pinefuld tilstand. Personer med delir evner ikke at varetage basale behov og evner ikke at reagere på symptomer/sygdom.
Personer med delir føler oftest uro i kroppen og flytter på sig, men de kan også være stille og apatiske - det stille delir - der lettere overses. Personer i delir er ofte i risiko for at falde.
Om behandlingen
Behandling af delir drejer sig om at afklare, hvilken sygdomstilstand der er årsag til tilstanden og behandle denne.
Ved ekstrem uro og søvnløshed kan kortvarig behandling med lægemiddel være nødvendigt. Under indlæggelsen anbefales enestue for at mindske stimuli, der kan forværre tilstanden.
Gode råd
Vær dig selv
Brug korte direkte sætninger
Forsøg at undgå løs snak
Stil kun få og enkle spørgsmål
Hold dig til realiteterne - tal ikke patienten efter munden, hvis han/hun vrøvler/har hallucinationer
Orientér i tid og sted
Forsøg at undgå diskussion - undgå valg
Fortæl hvem der er på stuen - og gentag det gerne
Skab en rolig atmosfære, minimér stimuli, f.eks. for mange besøgende, telefon, tv og radio
Mange pårørende oplever at blive kede af det og føle usikkerhed og afmagt. Dette er både helt almindeligt og forståeligt, da det er en svær situation at være i som pårørende.
Kontakt
Kontakt
Sengeafsnit for Ældresygdomme
Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning
Tlf. 7843 4241
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1098777
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.