En byld indeholder millioner af bakterier (som regel gule stafylokokker), og der er en risiko for smitte via hænder og eksempelvis sengetøj. På den måde kan en familie med tæt kontakt til hinanden være uheldige at komme ind i en ond cirkel, hvor smitten spredes fra den ene til den anden.
Der er ikke tale om, at manglende renlighed er årsag til, at infektionerne opstår. Derimod kan man være mere modtagelig, hvis man har hudproblemer som fx eksem, revnet og udtørret hud eller lignende.
Men når den onde cirkel er i gang, må der en skærpet hygiejnisk indsats til for at få den brudt. Det er derfor afgørende for resultatet, at alle husstandsmedlemmer er opmærksomme på hygiejnen – både personlig og i hjemmet. Alle i husstanden skal overholde det regime, der startes for at få udryddet bakterierne.
Behandlingen er ikke nogen ”mirakelkur”, men skal have en vis tid til at virke. Typisk vil bylderne aftage gradvist i antal og størrelse for til sidst at forsvinde.
Forbered dig til behandlingen
Før selve behandlingen kan starte, skal alle husstandsmedlemmer undersøges for, om de har bakterierne på huden og i næsen. Det foregår ved podning med vatpinde fra:
næse
svælg
mellemkødet (huden mellem endetarmens åbning og skeden/pungen)
huddefekter.
Inden behandlingen starter, skal du købe:
Klorhexidinsæbe 4%
Flydende sæbe
Klorhexidinsprit 0,5% med glycerol
Evt. en fed creme
Evt. hårbalsam
Bactroban
Om behandlingen
Selve behandlingen varer 5 dage og består i dagligt brusebad (helkropsvask) samt hårvask med en særlig bakteriedræbende sæbe. Sæben er en 4% Klorhexidinsæbe, som du kan købe på apoteket.
Hvis din hud føles tør under behandlingen, anbefaler vi, at du smører huden med en fed hudcreme.
Brug af balsam efter hver hårvask kan i nogen grad forebygge udtørring.
Efter badet tager du rent undertøj på.
Undgå at dele håndklæder og vaskeklude og hæng dem adskilt i badeværelset.
Morgen og aften i 5 dage skal du smøre dine næsebor med Bactroban (mupirocin). Brug en vatpind eller en finger.
Bagefter skal du omhyggeligt vaske hænder i Klorhexidinsæbe eller indgnide dine hænder i Klorhexidinsprit 0,5% med glycerol.
Begge dele kan købes på apoteket.
Sengelinned skal du skifte på 2. dagen efter kurens opstart og igen sidste dag.
Sengelinned skal vaskes ved 60°C.
Undertøj og det øvrige tøj skal du skifte hver dag, og det vaskes ligeledes ved 60°C.
Sengemadrasser bør støvsuges grundigt.
Vi anbefaler at vaske dyner og puder i den udstrækning, det er muligt.
Du skal være meget omhyggelig med at vaske hænder – især efter berøring med snavsede ting. Brug flydende sæbe da bakterier kan overleve i våde sæbestykker. Hånddesinfektion med Klohexidinsprit 0,5% med glycerol kan erstatte en håndvask, hvis hænderne ikke er synligt snavsede.
Vi anbefaler hyppig og grundig udluftning og støvsugning 1-2 gange ugentlig (hver person spreder ca. 10.000 hudpartikler til omgivelserne pr. minut og ca. 10% af hudpartiklerne bærer mikroorganismer fra huden).
Vi anbefaler almindelig god rengøring.
Undgå at karklude anvendes flere dage i træk.
Vær omhyggelig med at holde rene ting - eksempelvis tøj - adskilt fra snavsede.
HVIS du skulle få en byld efter behandlingens start, er det vigtigt, at der ikke spredes bakterier herfra. Væsker det fra huden, skal du - hvis det er muligt - dække området med en forbinding. Fjern forbindingen før du går i bad.
For at undgå at bakterier fra bylden forurener madras og pude, skal du dække disse med plast under sengelinnedet, så længe det væsker fra huden.
Forurenet sengelinned og tøj vaskes.
Videre forløb
Alle familiemedlemmer skal kontrolpodes 1 uge og 3 uger efter endt behandling hos egen læge
Denne vejledning dækker det hygiejniske regime, som alle i husstanden må overholde for at fjerne bakterierne. Det er ikke sikkert, at bakterierne er udryddet efter første behandling, og det kan blive nødvendigt at gentage behandlingen.
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os på klinikken.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1442859
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.