Læs her om, hvad galdegangsbetændelse er, hvad årsagerne kan være, og hvordan man kan behandle sygdommen.
QR kode til denne patientvejledning:
Galdegangsbetændelse skyldes bakterier i galden. Galden er normalt bakteriefri (steril). Det kan ske, at galden bliver inficeret med bakterier, og hvis det giver nedenstående symptomer, har du galdegangsbetændelse.
Galden dannes i leveren, som i lighed med nyrerne er et organ, som renser blodet for affaldsstoffer, og galdegangene sørger for, at galden kan løbe fra leveren ned i tolvfingertarmen. Hvis galden ikke kan løbe helt uhindret fra leveren til tolvfingertarmen, kan galden blive inficeret med bakterier. Årsager til et påvirket afløb til tolvfingertarmen kan være galdesten, godartede forsnævringer på galdegangene eller vævsmasser (knuder), som trykker på galdegangene eller vokser inden i galdegangene. Der kan altså være både godartede og ondartede årsager til galdegangsbetændelse.
Symptomerne er ofte så alvorlige, at du meget hurtigt har behov for at komme i kontakt med læge eller vagtlæge og bliver indlagt på hospital.
Symptomer
Feber og evt. kulderystelse
Kvalme/opkastning
Almen sygdomsfølelse, sløret bevidsthed
Smerter i maven, typisk opad i højre side
gulsot (gulfarvning af hud og det hvide i øjnene)
mørk urin (porterfarvet/colafarvet)
hvidlig afføring.
Om forløbet
Hvis symptomerne er alvorlige, og du har svær galdegangsbetændelse, kan hjerte, kredsløb og nyrefunktion svigte ved svær galdegangsbetændelse, og der kan derfor være brug for hurtig behandling ved indlæggelse.
Du vil få anlagt drop og givet væske, antibiotika og evt. anden medicin. Der vil blive taget blodprøver for bakterier, infektion og leverfunktion.
Hvis tilstanden er livstruende, vil man ofte fortsætte din behandling og observation på Intensivafsnittet.
Blodprøverne kan bekræfte en mistanke om galdegangsbetændelse, og lægerne kan begynde at lede efter en årsag. Til det bruger de billeddiagnostik (røntgenundersøgelser):
Ultralydsundersøgelse for at undersøge for galdesten
CT-skanning for at undersøge andre årsager
MR (magnet)-skanning, som er meget god til at få billeder af galdegangene.
Det er forskelligt, hvilke undersøgelser du evt. skal til.
Om behandlingen
Den indledende behandling er altid antibiotika, som du får i droppet.
Der kan være tale om kredsløbs- og nyrestabiliserende behandling ved livstruende sygdom. Respiratorbehandling kan være nødvendigt.
Du får smertestillende efter behov.
Når diagnosen er bekræftet (som regel efter røntgenundersøgelser), vil der ofte være behov for en ERCP, som er en kombineret kikkert- og røntgenundersøgelse af galdegangene. Her kan man lægge dræn i dine galdegange for at lette galdeafløbet, og man kan evt. fjerne fastsiddende galdesten og tage vævsprøver, hvis der er behov for det. ERCP foretages i fuld bedøvelse.
Ved svær, livstruende sygdom kan man foretage ERCP akut, dvs. inden for få timer. Normalt foretages den på førstkommende hverdag.
Når du er i klar bedring og ikke længere har brug for pleje og observation på hospital, kan du blive udskrevet. Evt. kan du blive udskrevet til fortsat antibiotikabehandling derhjemme.
Mere information
- det er den, du skal bruge, også mens du er på hospitalet.
Det hjælper os med at sikre, at du får den rigtige medicin
Du vil ofte have behov for opfølgning og behandling af den årsag, der udløste sygdommen:
Ved galdestenssygdom, hvor der stadigvæk er sten i galdeblæren, anbefaler vi som hovedregel, at du forebyggende får galdeblæren fjernet ret hurtigt ved en ambulant operation.
Ved andre årsager, hvor der er lagt et dræn i galdegangen, kan der blive tale om, at du senere skal have skiftet drænet eller anlagt et mere permanent dræn. Det foregår ved ERCP.
Ved tale om ondartet sygdom, kan der være behov for supplerende undersøgelser, før man kan beslutte behandlingsmuligheder.
Du vil ved udskrivelsen blive grundigt informeret om, hvordan netop dit forløb vil blive.
Kontakt
Kontaktoplysninger Mave- og Tarmkirurgisk Ambulant Kirurgi og Sengeafsnit
Hvis du ikke kan komme til den planlagte operation/undersøgelse, eller hvis du på forhånd har spørgsmål, skal du ringe til det nummer, der står i dit indkaldelsesbrev.
Hvis du efter udskrivelsen:
får smerter i operationsområdet, som ikke forsvinder eller mindskes, når du tager den smertestillende medicin, du har fået besked på
får ondt i maven
bliver meget utilpas
kan du frem til kl. 08.00 næste morgen kontakte os på:
Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafsnit 1, telefon 7843 5311.
Fra kl. 08.00 næste morgen skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Kontaktoplysninger til pårørende til indlagte på Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafsnit
Ønsker du kontakt til personalet, er du velkommen til at kontakte os mellem kl. 10.00 og kl. 14.00, da det er i dette tidsrum, vi har bedst mulighed for at besvare dine spørgsmål.
Sengeafsnit 1 har telefon 7843 5311.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1362433
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.