Ugentlig Taxol er en medicinsk behandling, der bruges i forbindelse med behandling af underlivskræft. Behandlingen gives via en blodåre i armen (i.v.).
Om behandlingen
Taxol er oprindeligt udvundet fra barken på det amerikanske takstræ. Det kan nu fremstilles syntetisk og anvendes som kemoterapi.
Kemoterapi er en medicinsk behandling, hvor man anvender cellegifte til at bremse cellers deling eller stofskifte på forskellig måde.
Taxol gives én gang om ugen i en blodåre i armen over 1 time.
Forud for behandlingen vil du forebyggende få antiallergisk medicin, der minimerer risikoen for, at du reagerer allergisk på Taxol.
Du vil få behandling i afdelingens ambulatorium, og du behøver ikke at være indlagt.
Efter 10 ugers behandling vil behandlingens effekt blive vurderet.
Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra behandlingens effekt og de bivirkninger, som den medfører for dig.
Risici og bivirkninger
Kemoterapi påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger.
Infektion, blødning og blodmangel: Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
Blødning kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Kvalme og opkastning: Der gives forebyggende kvalmestillende medicin i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmestillende behandling kan reguleres ved behov.
Træthed: Du kan opleve en øget træthed.
Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, ømhed, mavesmerter og diarré. Disse gener kan behandles med medicin.
Hårtab: Behandlingen vil medføre, at du taber håret på hovedet. Derfor vil du blive tilbudt tilskud til en paryk. I nogle tilfælde kan du også tabe håret andre steder på kroppen.
Allergisk reaktion: Hudkløe, åndenød og lavt blodtryk. Forekommer sjældent, når der gives forebyggende antiallergisk behandling.
Infusionsrelateret reaktion: I starten af Taxol-infusionen kan der især ved 1. og 2. behandling opstå en reaktion, der viser sig som en følelse af trykken for brystet, rødme, varmefornemmelse og eventuelt smerter i lænden. Reaktionen aftager meget hurtigt, når infusionen stoppes. Efter ca. 15-30 minutter kan behandlingen genoptages.
Føleforstyrrelser: Nedsat følesans eller prikken i fingre og tæer kan forekomme. Bivirkningerne aftager med tiden, men forsvinder ikke altid helt.
Muskel- og ledsmerter: Du kan opleve muskel- og ledsmerter de første dage efter behandlingen. Smertestillende medicin kan være nødvendig.
Negle: Neglene kan blive ømme. De kan i meget sjældne tilfælde løsne sig og falde helt af. Det er vigtigt at holde neglene korte og undgå stød og slag.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der er nævnt her.
Det er vigtigt, at du noterer alle de bivirkninger, som du oplever, på det udleverede bivirkningsregistreringsskema.
Vær opmærksom på
Blodprøver: Da kemoterapi midlertidigt kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller, skal du have taget blodprøver før hver behandling. Hvis blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes.
CT-skanning: Efter 10 ugers behandling vil du få foretaget en CT-skanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Videre forløb
Når du har afsluttet kemoterapi med ugentlig Taxol, vil du fortsætte i et ambulant forløb. Din læge vil fortælle dig nærmere om lige præcis dit forløb.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918129
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.