Niraparib er en væksthæmmer. Niraparib er ikke kemoterapi, men det anvendes som medicinsk kræftbehandling til at hæmme kræftcellernes vækst.
Niraparib gives i form af kapsler lige før sengetid. Én behandlingsserie strækker sig over 4 uger, og du skal have behandling alle dage i behandlingsserien. Du skal møde ind i afdelingens ambulatorium hver 4. uge. Her vil du få udleveret det antal kapsler, som du skal tage. Eventuelt overskydende kapsler skal du aflevere ved næste besøg i ambulatoriet. Kapslerne skal synkes hele og med et glas vand. Hvis du kaster op lige efter, at du har taget din medicin, skal du ikke tage en ny dosis medicin umiddelbart herefter, men blot tage medicinen planmæssigt næste gang. Hvis du glemmer en dosis, skal du også blot tage den næste dosis som planlagt.
Niraparib skal opbevares ved stuetemperatur og utilgængeligt for børn.
Efter 3 behandlingsserier vil behandlingens effekt blive vurderet. Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra behandlingens effekt og de bivirkninger, som den medfører for dig.
Risici og bivirkninger
Væksthæmmer påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger. I det følgende beskrives kort de mest almindelige bivirkninger, der kan forekomme i forbindelse med din behandling. For yderligere information henvises til hjemmesidens afsnit om bivirkninger og indlægseddel.dk
Infektion, blødning og blodmangel: Da væksthæmmer ofte kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning blodmangel.
Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
Blødning kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTIDkontakte afdelingen.
Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Kvalme og opkastning: Du får udleveret kvalmestillende medicin, som du kan tage ved behov.
Træthed: Du kan opleve øget træthed.
Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, sår, ømhed, mavesmerter og diarré.
Forstoppelse: Ses ofte ved behandling med Niraparib. Du får udleveret medicin som du kan tage ved behov.
Søvnbesvær og hovedpine: Du kan opleve øget søvnløshed, hovedpine og svimmelhed.
Blodtryk: Dit blodtryk kan stige i forbindelse med behandlingen.
Hud: Din hud kan blive mere lysfølsom og præget af udslæt.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der her er nævnt. Det er vigtigt, at du registrerer alle de bivirkninger, som du oplever i det elektroniske spørgeskema.
Vær opmærksom på
Blodprøver: Da væksthæmmer midlertidigt kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller, skal du have taget blodprøver før hver behandling. Hvis blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes.
CT-skanning: Efter 3 behandlingsserier vil du få foretaget en CT-skanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Videre forløb
Når du har afsluttet Niraparib, vil du fortsætte i et kontrolforløb. Din læge vil fortælle dig nærmere om lige præcis dit forløb.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918137
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.