Carboplatin og Gemcitabine er kemoterapi. Kemoterapi er en medicinsk behandling, hvor man anvender cellegifte til at bremse cellers deling eller stofskifte på forskellig måde.
Èn behandlingsserie strækker sig over 3 uger, og du skal have behandling både dag 1 og dag 8 i alle behandlingsserier.
Dag 1: Behandlingen består af både Carboplatin og Gemcitabine, som gives i en blodåre i armen. Carboplatin gives over ½ time. Gemcitabine gives over ½ time.
Dag 8: Behandlingen består kun af Gemcitabine, som gives over ½ time. Du vil få behandling i afdelingen, og du behøver ikke at være indlagt.
Efter 3 behandlingsserier vil behandlingens effekt blive vurderet.
Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra behandlingens effekt og de bivirkninger, som den medfører for dig.
Risici og bivirkninger
Kemoterapi påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger. I det følgende beskrives kort de mest almindelige bivirkninger, der kan forekomme i forbindelse med din behandling.
Påvirkning af knoglemarven: Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
For få hvide blodlegemer kan medføre infektion. Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
For få blodplader kan medføre blødning. Det kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
For få røde blodlegemer kan medføre blodmangel. Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Kvalme og opkastning: Der gives forebyggende kvalmestillende medicin i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmestillende behandling kan reguleres ved behov.
Træthed: Du kan opleve en øget træthed.
Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, ømhed, mavesmerter og diarré.
Hårtab: Behandlingen medfører kun sjældent, at du taber håret på hovedet, men du kan blive tyndhåret. Hvis du får brug for det, kan du få tilskud til en paryk.
Udslæt:Rødt udslæt på huden kan forekomme.
Magnesium-mangel: Behandling med Carboplatin kan føre til mangel på visse sporstoffer, specielt magnesium. Mangel på magnesium kan vise sig som træthed, kvalme, muskelsvækkelse og utilpashed. Behandlingen er tilførsel af magnesium i en blodåre i armen.
Nyrerne: Gemcitabine kan påvirke dine nyrer, så der kommer protein eller blod i urinen. I meget sjældne tilfælde kan det skade nyrerne. Derfor er det vigtigt, at du kontakter afdelingen, hvis du bemærker, at urinen er rød.
Carboplatin kan også påvirke dine nyrer. Derfor undersøges din nyrefunktion før behandlingsstart og vi vil undervejs holde øje med den ved hjælp af blodprøver.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der her er nævnt. Det er vigtigt, at du noterer alle de bivirkninger, som du oplever, på det udleverede bivirkningsregistreringsskema.
Vær opmærksom på
Blodprøver: Da kemoterapi midlertidigt kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller, skal du have taget blodprøver før hver behandling. Hvis blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes.
GFR (nyrefunktionsundersøgelse): Før behandlingen starter, vil du få foretaget en undersøgelse af din nyrefunktion. Undersøgelsen laves for at sikre, at dine nyrer kan tåle behandlingen.
CT-skanning: Efter 3 behandlinger vil du få foretaget en CT-skanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Videre forløb
Når du har afsluttet kemoterapi med Carboplatin og Gemcitabine, vil du fortsætte i et ambulant kontrolforløb.
Din læge vil fortælle dig nærmere om lige præcis dit forløb.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918122
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.