Her kan du læse om behandling med Entrectinib som er en væksthæmmer. Læs også om behandlingens bivirkninger.
Gå direkte til:
Entrectinib (kapsel)
Om behandlingen
Entrectinib er en væksthæmmer. Entrectinib er ikke kemoterapi.
Det anvendes som målrettet biologisk kræftbehandling for at hæmme kræftcellernes vækst.
Målrettet biologisk behandling blokerer, ødelægger eller forstyrrer de forsyninger, som kræftsygdommen behøver for at vokse og sprede sig. Det kan foregå ved direkte påvirkning af kræftcellen.
Entrectinib gives i form af kapsler 1 gang dagligt.
Én behandlingsserie strækker sig over 4 uger, og du skal have behandling alle dage i behandlingsserien.
Du skal møde ind i afdelingen hver 4. uge. Her vil du få udleveret det antal kapsler, som du skal tage. Eventuelt overskydende kapsler skal du aflevere ved næste besøg i afdelingen.
Entrectinib skal tages hver dag på omtrent det samme tidspunkt, med eller uden mad. Kapslerne synkes hele og med et glas vand. Hvis du kaster op lige efter, at du har taget din medicin, skal du ikke tage en ny dosis medicin umiddelbart herefter, men blot tage medicinen planmæssigt næste gang. Hvis du glemmer en dosis, skal du også blot tage den næste dosis som planlagt.
Du må ikke indtage grapefrugt, grapefrugt juice eller frugten pomerans i behandlingsperioden med denne medicin.
Entrectinib skal opbevares ved stuetemperatur og utilgængeligt for børn.
Efter 3 behandlingsserier vil behandlingens effekt blive vurderet.
Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra behandlingens effekt og de bivirkninger, som den medfører for dig.
Risici og bivirkninger
Væksthæmmer påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger. Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
I det følgende beskrives kort de mest almindelige bivirkninger, der kan forekomme i forbindelse med din behandling. For yderligere information henvises til hjemmesidens afsnit om bivirkninger.
Meget almindelige bivirkninger
Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer
Forhøjet kreatinin i blodet, leverpåvirkning, vægtøgning
Nedsat appetit
Ledsmerter, muskelsmerter, muskelsvaghed
Besvær med at styre arme og ben, hovedpine, nervebetændelse fx på arme og ben, ændring i hudens følesans
Problemer med tankevirksomhed og hukommelse, sprogvanskeligheder, søvnforstyrrelser
Manglende vandladning, urinvejsinfektion
Hoste, åndenød
Hududslæt
Hævelser pga. væskeophobning i kroppen, lavt blodtryk
Almindelige bivirkninger
Hjertesvigt
Knoglebrud
Forhøjet urinsyre i blodet, påvirkning af ekg
Væskemangel
Humørsvingninger
Væskesamling i lungehinderne
Overfølsomhed over for sollys
Besvimelsesanfald
Vær opmærksom på
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Hoste, åndenød, hævede ben og arme (væskeophobning). Disse kan være tegn på hjerteproblemer.
Føler dig forvirret, har humørændringer, hukommelsesproblemer eller synsbedrag (hallucinationer).
Oplever svimmelhed eller ørhed, eller at dit hjerte banker uregelmæssigt eller hurtigt. Dette kan være tegn på unormal hjerterytme.
Oplever ledsmerter, knoglesmerter, deformiteter eller ændringer i din evne til at bevæge dig
Oplys Kræftafdelingen, hvis du tager kosttilskud, naturmedicin eller anden medicin
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Anvend dobbeltbarriere prævention hvis du eller din partner kan blive gravid
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte.
Entrectinib kan nedsætte effekten af p-piller. Derfor anbefales det at anvende barrieremetode samtidig, fx kondom.
Stop amning
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Kontakt
Ring, hvis bivirkningerne bliver værre
Telefon: 78 43 74 00
Træffetid:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag: kl. 8.30-10.00
Onsdag: kl. 9.00-10.00
Oplever du akut opstået sygdom, skal du kontakte os:
Hverdage kl. 8.00-15.30: Ring tlf. 7843 7400.
Hverdage kl. 15.30-8.00: Ring tlf. 7843 7442
Weekender og helligdage: Ring tlf. 7843 7442
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1135682
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.