Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger blandt andet påvirkning af din nyrefunktion.
Nedenunder finder du en række mulige bivirkninger der kan opstå, vi forventer ikke at se alle bivirkningerne hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at tage medicinen, men nogle vil kunne blive vedvarende.
Nogle bivirkninger vil du selv kunne mærke, andre vil vi kunne se i dine blodprøver som tages to dage inden hver behandling. Inden vi bestiller behandling til dig, sammenholder vi dine blodprøvesvar og dine svar i det elektroniske spørgeskema, for at opspore eventuelle bivirkninger til behandlingen. Du kan også fortælle os om eventuelle bivirkninger ved at ringe til os inden behandling eller når du kommer til behandling.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige og i værste fald være livstruende. Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne.
Immunsystemet: Pembrolizumab/Cimiplimab aktiverer dit immunsystem til at bekæmpe kræftcellerne. Et aktiveret immunsystem kan i visse tilfælde ved fejl komme til at angribe dine normale celler og dit normale væv, på samme måde som de angriber kræftcellerne. Disse bivirkninger kaldes autoimmune bivirkninger. Hvis du oplever denne form for bivirkning vil vi som regel holde en pause i behandling med Pembrolizumab/Cimiplimab og behandle dig med Prednisolon, et binyrebarkhormon som kan dæmpe det aktiverede immunsystem.
Infektion, blødning og blodmangel: Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
- Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
- Blødning kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
- Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Kvalme og opkastning: Der gives forebyggende kvalmestillende medicin i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmestillende behandling kan reguleres ved behov.
Træthed: Du kan opleve en øget træthed.
Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, ømhed, mavesmerter og diarré. Disse gener kan behandles med medicin.
Forstoppelse: Mange vil opleve forstoppelse, frem for diarré, som følge af behandling med kemoterapi. Det er vigtigt, at du hurtigt opstarter behandling med afføringsmiddel, hvis du ikke har gang i maven.
Hårtab: Behandlingen vil medføre, at du taber håret på hovedet. Derfor vil du blive tilbudt tilskud til en paryk. I nogle tilfælde kan du også tabe håret andre steder på kroppen.
Allergisk reaktion: Hudkløe, åndenød og lavt blodtryk. Forekommer sjældent, når der gives forebyggende antiallergisk behandling.
Infusionsrelateret reaktion: I starten af Taxol-infusionen kan der, især ved 1. og 2. behandling, opstå en reaktion, der viser sig som en følelse af trykken for brystet, rødme, varmefornemmelse og eventuelt smerter i lænden. Reaktionen aftager meget hurtigt, når infusionen stoppes. Efter ca. 15-30 minutter kan behandlingen genoptages.
Føleforstyrrelser: Nedsat følesans eller prikken i fingre og tæer kan forekomme. Bivirkningerne aftager med tiden, men forsvinder ikke altid helt.
Muskel- og ledsmerter: Du kan opleve muskel- og ledsmerter de første dage efter behandlingen. Smertestillende medicin kan være nødvendig.
Hud: Du kan under behandlingen opleve problemer med huden som f.ek.s udslæt, kløe, rødme, tør hud og øget følsomhed overfor sollys.
Nyrerne: Carboplatin, Paclitaxel og Pembrolizumab kan påvirke dine nyrer. Derfor undersøges din nyrefunktion før behandlingsstart, og vi vil undervejs holde øje med den ved hjælp af blodprøver.
Påvirkning af hormonsystemet: Pembrolizumab kan påvirke de hormonproducerende organer i kroppen, så de enten producerer for meget eller for lidt hormon. Vi holder regelmæssigt øje med hormonproduktionen i dine blodprøver.
Magnesium-mangel: Behandling med Carboplatin kan føre til mangel på visse sporstoffer, specielt magnesium. Mangel på magnesium kan vise sig som træthed, kvalme, muskelsvækkelse og utilpashed. Behandlingen er tilførsel af magnesium i drop.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der her er nævnt. Det er vigtigt, at du registrerer alle de bivirkninger, som du oplever, i det elektroniske spørgeskema.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om mulige bivirkninger henviser vi til følgende:
min.medicin.dk – information om medicin
Kræftens Bekæmpelse (cancer.dk)