Her kan du læse om behandling med Atenzolizumab, som er et antistof. Læs også om behandlingens bivirkninger.
Gå direkte til:
Atezolizumab (i.v.)
Om behandlingen
Atezolizumab er et antistof, der virker ved at binde sig til overfladen af kroppens immunceller (T-celler).
På denne måde blokerer Atezolizumab kroppens naturlige bremser på immunforsvaret, og immunforsvaret holdes aktivt - eksempelvis i bekæmpelsen af kræftceller.
Atezolizumab gives hver 4. uge i en blodåre i armen. Første gang gives behandlingen over 1 time, og hvis der ikke er en reaktion, gives de efterfølgende behandlinger over ½ time.
Efter tre behandlinger vil behandlingens effekt blive vurderet. Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra behandlingens effekt og de bivirkninger, som den medfører for dig.
Hvis der optræder bivirkninger til behandlingen, kan det blive nødvendigt at holde en pause med behandlingen, indtil bivirkningerne klinger af til acceptabelt niveau.
Hvis du får meget alvorlige bivirkninger til behandlingen, kan vi være tvunget til at stoppe behandlingen.
Risici og bivirkninger
Behandlingen påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Det betyder, at der kan komme bivirkninger.
Atezolizumab aktiverer dit immunsystem til at bekæmpe kræftcellerne. I nogle tilfælde kan behandlingen angribe kroppens normale celler, så der kommer en uhensigtsmæssig reaktion – en bivirkning. Disse bivirkninger kaldes autoimmune reaktioner.
Det er muligt, at du oplever bivirkninger på grund af behandlingen. Bivirkningerne kan være milde eller mere alvorlige, det er forskelligt fra person til person. Ofte kan lægen behandle bivirkningerne med medicin og derved lindre dem. I nogle tilfælde opstår der mere alvorlige bivirkninger, der kræver indlæggelse, eller mere langvarige bivirkninger, der muligvis aldrig forsvinder.
Bivirkninger kan opstå under hele behandlingsforløbet – også efter endt behandling. Behandlingen af bivirkningerne kan være at holde pause med Atezolizumab, eller eventuelt supplere med binyrebarkhormon.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men det er vigtigt, du kender til dem, da de kan udvikle sig alvorligt, hvis ikke de behandles.
Meget almindelige bivirkninger
Hudkløe, hududslæt, tør hud
Ledsmerter
Hoste, åndenød
Nedsat stofskifte
Hovedpine
Feber
Træthed
Diarré, mavesmerter, kvalme, opkastning
Almindelige bivirkninger
Leverbetændelse
Forhøjet blodsukker
Kulderystelser
Reaktioner og ubehag under infusionen
Betændelseslignende reaktion i lungerne
Forhøjet kreatinin i blodet
Forhøjet stofskifte
Ikke almindelige bivirkninger
Betændelse i hjernens hinder, hjernebetændelse, nerveforstyrrelser - f.eks. føleforstyrrelser og lammelser i arme og ben
Diabetes
Dårligt fungerende binyrebark
Muskelbetændelse
Betændelse i bugspytkirtlen
Psoriasis
Sjældne bivirkninger
Betændelsestilstand i hypofysen
Muskelsvækkelse
Hjertebetændelse
Nyrebetændelse
Årehindebetændelse i øjet
Atezolizumab kan i sjældne tilfælde give betændelse i lungevævet.
Tegn og symptomer på betændelse i lungerne kan være besvær med at få vejret, smerter eller ubehag ved vejrtrækning, ondt i brystkassen, hoste, åndenød, hurtigere vejrtrækning, feber, et lavt iltindhold i blodet eller træthed.
Pneumonitis er en reaktion i lungerne, der ubehandlet kan være dødelig.
Tilstanden betragtes som en akut tilstand og behandles med antibiotika og binyrebarkhormon.
Ring straks, hvis du oplever nogle af følgende bivirkninger:
Nytilkommet/forværret åndenød.
Nytilkomne/forværrede smerter i brystkassen.
Nytilkommet/forværret hoste eller enhver betydende ændring i din hoste, som for eksempel nytilkommet/mere slim eller blod i det, som du hoster op.
Feber, træthed eller andre symptomer, der forekommer samtidig med ændringer i din vejrtrækning eller andre symptomer fra lungerne.
Vær opmærksom på
Blodprøver
Du skal have taget blodprøver før hver behandling. Hvis blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes.
CT-skanning
Efter tre behandlingsserier vil du få foretaget en CT-skanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Feber over 38,3°
Diarré, der varer i mere end 24 timer
Hovedpine, der varer i mere end 24 timer
Udtalt træthed
Besvær med at trække vejret
Ondt i øjnene eller synsforstyrrelser
Forsøg ikke at behandle symptomerne selv - det er vigtigt at du kontakter afdelingen for at få rådgivning
Videre forløb
Når du har afsluttet behandlingen, vil du fortsætte i et ambulant forløb. Din læge vil fortælle dig nærmere om lige præcis dit forløb.
Kontakt
Ring, hvis bivirkningerne bliver værre
Telefon: 78 43 74 00
Træffetid:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag: kl. 8.30-10.00
Onsdag: kl. 9.00-10.00
Oplever du akut opstået sygdom, skal du kontakte os:
Hverdage kl. 8.00-15.30: Ring tlf. 7843 7400.
Hverdage kl. 15.30-8.00: Ring tlf. 7843 7442
Weekender og helligdage: Ring tlf. 7843 7442
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918154
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.