Kemoterapi påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger. I det følgende beskrives kort de mest almindelige bivirkninger, der kan forekomme i forbindelse med din behandling. For yderligere information henvises til hjemmesidens afsnit om bivirkninger.
Infektion, blødning og blodmangel: Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
- Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
- Blødning kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
- Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Kvalme og opkastning: Du får udleveret kvalmestillende medicin, som du kan tage ved behov.
Træthed: Du kan opleve en øget træthed.
Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
Hårtab: Behandlingen kan medføre let hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få tilskud til en paryk. I nogle tilfælde kan du også tabe håret andre steder på kroppen.
Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, ømhed, mavesmerter og diarré.
Huden: Huden, især på dine hænder og fødder, kan blive tør, rød, revne og skalle af. Det anbefales, at du smører hænder og fødder med en fed creme mindst 2 gange daglig og benytter handsker ved havearbejde, opvask og rengøring.
Hjertet: I sjældne tilfælde kan hjertet blive påvirket. Især hvis du tidligere har haft hjerteproblemer. Kontakt afdelingen, hvis du får smerter i brystet.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der her er nævnt. Det er vigtigt, at du registrerer alle de bivirkninger, som du oplever, i det elektroniske spørgeskema.