De sidste levedøgn

I takt med at den syge bliver mere afkræftet, bliver det anstrengende at spise og drikke, og der kan være behov for hjælp til dette.

Det er vigtigt at servere den mad, den syge har lyst til, og i afpassede mængder.

Senere kommer der et tidspunkt, hvor mad og drikke hverken er ønskeligt eller nødvendigt, da kroppen ikke længere kan drage nytte af den.

Pårørende er ofte bekymrede for, om den syge tørster og er usikre på, om kunstig væsketilførsel vil lindre. Dette vil sjældent være tilfældet, da kroppen ikke kan udnytte væsken.

Når den syge ikke længere kan spise og drikke, bliver slimhinderne i munden og på læberne ofte tørre.

Det lindrer at få munden fugtet og læberne smurt. 

Mange syge oplever åndenød, hvilket ofte giver anledning til frygt for at skulle dø med vejrtrækningsbesvær eller fornemmelse af at blive kvalt.

Åndenød kan give anledning til spørgsmål om, hvorvidt den syge har behov for iltbehandling. En hensigtsmæssig stilling i sengen, et åbent vindue eller en ventilator er gavnlig. Det er sjældent nødvendigt med iltbehandling.

Angst kan forværre åndenød. Ro og tryghed er vigtigt. Dette kan opnås ved nærvær, berøring og musik.

Der er mulighed for at lindre angst og åndenød med medicin.

I de sidste levetimer kan der forekomme højlydt og rallende vejrtrækning. Det skyldes spyt eller slim i luftvejene, fordi den syge ikke er i stand til at hoste det op.

Det generer sjældent den syge, som er bevidsthedssvækket, men kan være ubehageligt at høre på for de pårørende.

Stillingsskift og medicin kan hyppigt hjælpe. Sugning af luftvejene vil oftest forværre tilstanden og øge mængden af slim. 

Alvorlig sygdom påfører ofte den syge smerter, og der kan opstå bekymring for, om disse kan lindres den sidste tid.

Moderne behandlingsmuligheder kan i langt de fleste tilfælde lindre.

Smertestillende og anden medicin har altid til formål at lindre og ikke fremskynde døden. 

En social tilbagetrækning fra omgivelserne er naturlig og foregår ofte samtidig med, at den syge bliver mere træt og sover en stor del af tiden.

Det er udtryk for, at den syge er afkræftet og ikke på manglende påskønnelse af familiens omsorg. At være sammen kan være til stor glæde og give tryghed. Det giver en følelse af, at livet kan være betydningsfuldt, og at man vil blive husket.

I de sidste døgn kan den syge indimellem virke uklar og måske tale i vildelse, for eksempel om hændelser eller personer, der hører fortiden til. Tidsfornemmelsen forsvinder. Også i denne situation kan ro og nærvær være den bedste støtte.

I nogle tilfælde kan den syge blive urolig, rastløs og forpint, og der kan være behov for beroligende medicin.

Til sidst glider den syge over i bevidstløshed. En tilstand, der kan vare fra kort tid til flere dage.

Når døden nærmer sig, vil vejrtrækningsmønsteret ændres, og der kan opstå lange pauser mellem vejrtrækningerne. Huden vil ofte blive bleg og kølig, især på hænder og fødder, og virke blålig. På dette stadium vågner de fleste ikke, men sover stille ind. 

Det er et vanskeligt tidspunkt for de nærmeste, når man skal sige endeligt farvel. Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til hinanden og udholde stilheden i denne situation.

Musik, højtlæsning eller andet, der har haft betydning for den syge, kan være meningsfuldt. Man mener, hørelsen er den sidste sans, der forsvinder, så derfor er det vigtigt fortsat at tale til den syge. 

Børn, som mister en forælder eller en anden vigtig person i deres liv, har behov for at blive inddraget.

Man ønsker at beskytte børn, men det kan efterlade dem med følelsen af at være udenfor. De fornemmer, at noget alvorligt sker, og deres fantasi kan ofte være værre end virkeligheden.

Børn bør ikke beskyttes mod at være kede af det; de er kede af det.

Der findes tilbud til børn blandt andet gennem "Kræftens Bekæmpelse" og "Unge og sorg".

Daginstitutioner, skoler og egen læge kan også være behjælpelige.

Sygeplejersker, læger og øvrige professionelle er der for at støtte og drage omsorg for både den syge og de pårørende i en tung og svær situation. 

Det kan være svært at acceptere det, der er sket, selv om man har forberedt sig på tabet. Man kan føle lettelse, tomhed eller lammelse, og måske opleve at se og høre den afdøde. Det kan være hæmmende, men er et helt almindeligt fænomen.

Eksempler på almindelige reaktioner på sorg:

• Koncentrationsbesvær
• Træthed
• Søvnbesvær
• Angst og panik
• Nedtrykthed
• Vrede
• Irritabilitet
• Anspændthed
• Selvkritik og skyld.

Det kan være svært at søge støtte og hjælp, men familie og venner kan ikke altid vide, hvad man har behov for. De fleste vil gerne hjælpe, når man fortæller, hvad man ønsker af dem.

Sorgen kan blive særligt mærkbar på dødsdagen, ved fødselsdage og højtider.

Vær ikke bange for at tale om savnet af den afdøde. 

Praktiserende læge

Kan tilbyde støttende samtaler. Efter aftale kan der henvises til psykolog med tilskud.

Psykolog

Falck-abonnenter kan få gratis psykologhjælp. Nogle sundhedsforsikringer eller husstandsforsikringer giver mulighed for psykologtimer.

Præst

En samtale med præsten forudsætter ikke, at man har religiøse spørgsmål. Der kan tales om alt, og samtalen kan lige så vel dreje sig om det, du er ked af, og som tynger i al almindelighed.

Er du tilknyttet et andet trossamfund, vil du kunne søge støtte, råd og vejledning der.

Der findes også sorggrupper i flere kirker og frivilligcentre.

Kræftens Bekæmpelse

Her er mulighed for samtaler både individuelt og i grupper. Mange har glæde af at tale med andre, som er i en lignende situation. 

Kræftrådgivningen i Herning

Tlf. 9626 3160

Mandag til torsdag kl. 9-15.

Unge og Sorg

Tlf. 7020 9903

Mandag til torsdag kl. 17-21.

Linjen "Når sindet gør ondt"

Tlf. 3536 2600

Alle dage kl. 16-23.

4-6 uger efter dødsfaldet tilbyder vi en opfølgende samtale, hvor vi vil ringe dig op. Du vil få dette tilbud, inden du forlader afdelingen.

Hvis du har behov inden, er du altid velkommen til komme forbi afdelingen eller kontakte os på tlf. 7843 7400.