Nogle behandlinger kan give forhøjet blodtryk. Du skal derfor have målt blodtryk og puls dagen før hver behandling. Du har mulighed for at foretage målingerne derhjemme.
For at få et godt resultat af hjemmeblodtryksmåling, er det vigtigt, at du følger nedenstående vejledning. Vær desuden opmærksom på, at blodtryksapparatet ikke må benyttes af andre i den periode, du benytter det, da det kan påvirke apparatets indstillinger.
Sådan gør du
Blodtrykket skal måles inden morgenmaden.
Du må ikke have røget i 30 minutter før målingen.
Sæt dig behageligt tilrette på en stol uden at have korslagte ben.
Læg armen på et bord med håndfladen opad.
Sid stille i 5 minutter før målingen.
Manchetten anbringes på overarmen, et par cm over albuebøjningen med luftslangen i midten og nedad. Manchetten må ikke stramme. En finger skal ubesværet kunne være mellem manchetten og overarmen.
Startknappen på apparatet aktiveres som anvist, og målingen begynder. Du må ikke tale eller bevæge dig under målingen.
Når blodtryksmålingen er færdig, står der 3 tal på skærmen: (1) det høje blodtryk (systolisk) og (2) det lave blodtryk (diastolisk) samt (3) pulsen (antal slag pr. minut).
Skriv alle 3 resultater ind i skemaet på modsatte side.
Hold en lille pause på 1-2 minutter og gentag målingerne, indtil du har foretaget 3 i alt.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918199
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.