Kemoterapi påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger.
I det følgende beskrives kort de mest almindelige bivirkninger, der kan forekomme i forbindelse med din behandling. Find mere information i hjemmesidens afsnit om bivirkninger.
Mest almindelige bivirkninger
- Infektion, blødning og blodmangel: Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
- Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur over 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
- Blødningkan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
- Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
- Kvalme og opkastning: Der gives forebyggende kvalmestillende medicin i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmestillende behandling kan reguleres ved behov.
- Træthed: Du kan opleve en øget træthed.
- Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
- Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, ømhed, mavesmerter og diarré. Disse gener kan behandles med medicin.
- Forstoppelse: Mange vil opleve forstoppelse, frem for diarré, som følge af behandling med Vinorelbin. Det er vigtigt, at du hurtigt opstarter behandling med afføringsmiddel, hvis du ikke har gang i maven.
- Hårtab: Behandlingen medfører kun sjældent, at du taber håret på hovedet, men du kan blive tyndhåret. Hvis du får brug for det, kan du få tilskud til en paryk.
- Føleforstyrrelser: Nedsat følesans eller prikken i fingre og tæer kan forekomme. Bivirkningerne aftager med tiden, men forsvinder ikke altid helt.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der er nævnt her.
Det er vigtigt, at du noterer alle de bivirkninger, som du oplever på det udleverede bivirkningsregistreringsskema.