Efter din brystkræftoperation får du behandling med T-DM1, et målrettet antistof, der bekæmper eventuelle resterende kræftceller.
Gå direkte til:
Om behandlingen
Selvom hele kræftknuden er fjernet ved operationen, indeholdt knuden stadig HER2-positive kræftceller. I nogle tilfælde kan dette give en øget risiko for, at der kan komme tilbagefald af brystkræften. En undersøgelse har vist, at en ændring i behandlingen efter operation, kan nedsætte denne risiko. Vi vil derfor anbefale, at du supplerer den kirurgiske behandling med en anden for m for behandling, end den du fik før operationen. Behandlingen vil erstatte behandling med trastuzumab.
T-DM1 er et lægemiddel bestående af antistoffet trastuzumab (T) og et kemostof emtansine (DM1). Trastuzumab kender du allerede fra din behandling før operation.
I T-DM1 har man koblet de stoffer sammen, og det betyder, at de 2 lægemidlers egenskaber arbejder sammen. Trastuzumab (T) opsporer og binder sig til HER2-positive kræftceller, hvorved kemoterapien (DM1) bliver leveret direkte ind i de HER2-positive kræftceller, hvor den kan hæmme deres vækst. Denne behandlnig er derved mere målrettet de kræftramte celler og skåner de raske celler i højere grad end almindelig kemoterapi.
T-DM1 erstatter behandlingen med trastuzumab efter operationen. Du skal sammenlagt have 17 HER2-rettede behandlinger med trastuzumab og T-DM1. Behandlingen gives hver 3. uge i et drop, der er lagt i en blodåre og tager ca. 45 minutter. Før hver behandling skal du have taget blodprøver. Undervejs i behandlingsforløbet skal du have undersøgt dit hjertes pumpefunktion.
Risici og bivirkninger
Da trastuzumab emtansin er en kombination af trastuzumab og kemoterapi, kan der opstå bivirkninger til begge former for medicin. Ikke alle får samme bivirkninger, og alle bliver påvirket forskelligt. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Det er meget usandsynligt, at du får alle de bivirkninger, der er nævnt her, ligesom du kan få bivirkninger, der ikke er omtalt her. Det kan være nødvendigt at udsætte eller stoppe behandlingen med T-DM1, hvis du får alvorlige bivirkninger. I nogle situationer vil vi anbefale, at du skifter tilbage til behandling med trastuzumab.
Allergi-lignende reaktioner som feber og kulderystelser: Ses oftest i forbindelse med at medicinen gives og kan afhjælpes med paracetamol.
Nedsat appetit, kvalme og evt. opkastninger: Du vil få kvalmestillende medicin efter behov. Det er yderst sjældent, at der forekommer opkastning.
Træthed: Sov højst 1 time i løbet af dagen og forsøg at dyrke motion hver dag. Prioriter dine kræfter og bed familie og venner om hjælp. Undlad at køre bil hvis du er træt.
Diarré: Du vil få stoppende medicin efter behov.
Øget infektionsrisiko: Kemoterapi kan nedsætte immunforsvaret og øge risikoen for infektioner. Sørg for at vaske hænder ofte og hold god mundhygiejne. Undgå kontakt til personer uden for din husstand, der er syge. Hav et termometer derhjemme, så du kan måle din temperatur.
Øget blødningstendens: Kemoterapi kan nedsætte antallet af blodplader og dermed nedsætte blodets evne til at størkne. Fortæl os hvis du får blå mærker eller blødninger. Brug en blød tandbørste og undgå forstoppelse. Undgå hård kontaktsport. Brug ikke acetylsalicylsyre, ibuprofen eller lignende medmindre du har aftalt det med os.
Nervepåvirkning: Behandling med T-DM1 kan påvirke nerverne. Oftest er påvirkningen i tæer/fodsåler eller fingre/håndflader. Hos nogen vil det være meget lette og forbigående symptomer, mens det hos andre kan være mere udtalte og vedvarende. Nervepåvirkningen beskrives ofte som stikken, prikken, brændende fornemmelse, vatfornemmelse og manglende følesans. Det er vigtigt du fortæller os, hvis du oplever nervepåvirkning, da det kan have betydning for din behandling.
Forbigående leverpåvirkning: Påvirkningen er oftest uden betydning for dig.
Påvirkning af hjertets pumpeevne: Hyppigheden af sværere hjertepåvirkning er heldigvis lav. Meget tyder på, at hjertepåvirkning fremkaldt af T-DM1 er forbigående og kan behandled med hjertemedicin. På grund af denne mulige påvirkning af hjertet vil vi før og under behandlingen foretage målinger af hjertets pumpeevne. Fortæl os hvis du oplever åndenød eller væskeophobning i kroppen under behandling med T-DM1. Det kan være nødvendigt at stoppe med behandlingen før tid, hvis hjertets pumpeevne påvirkes.
Fortæl os om de bivirkninger du oplever under eller efter behandlingen, så vi kan hjælpe dig bedst muligt.
Vær opmærksom på
Det er meget individuelt, om man kan arbejde. Det afhænger af arbejdets form og indhold samt hvor påvirket, du er af behandlingen.
Start ikke på ny medicin eller kosttilskud uden først at have talt med os. Vaccinationer, f.eks. influenza, stivkrampe og coronavaccination, er sikre at modtage under behandling med T-DM1.
Hvis du får behandling for andre sygdomme eller tilstande, så fortæl sundhedspersonalet at du får behandling med T-DM1.
Du kan omgås din familie og dine venner, som du plejer.
Du må ikke få T-DM1 hvis du er gravid, da behandlingen kan medføre en risiko for fosteret. Du må ikke forsøge at blive gravid under behandlingen. Spørg os til råds vedrørende prævention. Du må ikke amme under behandling med T-DM1.
Det er vigtigt, at du kontakter os med det samme, hvis du får:
Feber over 38,3° (eller over 38,0° i 2 målinger inden for 2 timer)
Kulderystelser
Problemer med din vejrtrækning, f.eks. åndenød eller hoste
Gentagne opkastninger eller diarré
Du får udleveret kontaktoplysninger til afdelingen af din sygeplejerske eller læge. Du kan komme i kontakt med os hele døgnet.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1564687
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.