Phesgo er et lægemiddel, som indeholder to aktive stoffer: pertuzumab og trastuzumab.
Pertuzumab og trastuzumab er antistoffer, som binder sig til et særligt protein kaldet "human epidermal vækstfaktor-receptor 2" (HER2-receptor). HER2-receptorer findes i store mængder på overfladen af nogle typer af kræftceller og stimulerer deres deling og vækst. Når pertuzumab og trastuzumab binder sig til HER2-receptorer, kan væksten og udviklingen af kræftceller bremses.
Phesgo gives oftest i kombination med kemoterapi, hvis:
Brystkræft har spredt sig uden for brystområdet (metastatisk brystkræft) og
Brystkræften er HER2-positiv (kræftceller har en stor forekomst af HER2- receptorer på overfladen).
Phesgo gives som en indsprøjtning under huden hver 3. uge.
Indsprøjtningen gives første gang i det ene lår, næste gang i det andet. I hele behandlingsperioden vil indsprøjtningen blive givet skiftevis i det ene lår og det andet.
Den første dosis gives over ca. 8 minutter og du vil blive observeret 30 minutter efterfølgende. Hvis du har tålt den første behandling godt, kan de efterfølgende behandlinger gives over 5 minutter med 15 minutter observation bagefter.
Efter tre behandlinger vil behandlingens effekt blive vurderet.
Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge, ud fra en vurdering af den effekt behandlingen har haft og de bivirkninger, den har medført for dig.
Risici og bivirkninger
Phesgo er generelt veltolereret, men hos nogle patienter, kan det, som al anden medicin, medføre bivirkninger.
Infusionsrelateret reaktion: Der kan forekomme feber, kulderystelser og influenzalignende symptomer. Symptomer som kvalme, udslæt, svimmelhed og hovedpine kan også ses. Symptomerne opstår hovedsageligt under eller i løbet af de første timer efter den første behandling er påbegyndt, og er forbigående.
Hvis symptomerne optræder i dagene efter behandlingen, skal du kontakte afdelingen.
Hjertepåvirkning: Hjertets pumpefunktion kan i nogle tilfælde blive svækket. Dette kan medføre symptomer som åndenød og hævede ben eller arme. Det kan blive nødvendigt at holde pause eller ophøre med behandlingen.
Du vil få foretaget målinger af hjertets pumpeevne (MUGA) før og under behandling med Phesgo.
Diarre: Hvis du oplever diarre, skal du kontakte afdelingen. Det kan blive nødvendigt, at give dig medicin mod diarre (loperamid). Desuden skal du drikke rigelig væske.
Lungepåvirkning: Meget sjældent kan der opstå en betændelseslignende reaktion i lungerne. Hvis du oplever symptomer som utilpashed, kortåndethed og hoste, skal du kontakte afdelingen
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der er nævnt her. Det er vigtigt, at du noterer alle de symptomer, som du oplever i din egen registrering på nettet.
Vær opmærksom på
Hjertekardiogram (EKG): Skal tages inden behandlingsopstart.
Måling af hjertets pumpefunktion (MUGA): Skal foretages inden behandlingsopstart og derefter ca. hver 3. måned.
CT-scanning: Efter 3 behandlinger vil du få foretaget en CT scanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/973327
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.