Pertuzumab er et antistof, som binder sig til et særligt protein kaldet "human epidermal vækstfaktor-receptor 2" (HER2-receptor). HER2-receptorer findes i store mængder på overfladen af nogle typer af kræftceller og stimulerer deres deling og vækst. Når trastuzumab binder sig til HER2-receptorer, kan væksten og udviklingen af kræftceller bremses.
Pertuzumab gives i kombination med et andet antistof, trastuzumab, og kemoterapi, hvis:
brystkræften har spredt sig uden for brystområdet (metastatisk brystkræft), og
brystkræften er HER2-positiv (kræftceller har en stor forekomst af HER2- receptorer på overfladen).
Pertuzumab gives i en blodåre (drop) hver 3. uge.
Den første dosis gives over 60 minutter, og du vil blive observeret, mens den indgives og 60 minutter efterfølgende. Hvis du har tålt den første behandling godt, kan de efterfølgende behandlinger gives over 30 minutter med 30 minutter observation bagefter.
Efter tre behandlinger vil behandlingens effekt blive vurderet.
Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra en vurdering af den effekt, behandlingen har haft og de bivirkninger, den har medført for dig.
Risici og bivirkninger
Pertuzumab er generelt veltolereret, men hos nogle patienter, kan det, som al anden medicin, medføre bivirkninger.
Infusionsrelateret reaktion: Der kan forekomme feber, kulderystelser og influenzalignende symptomer. Symptomer som kvalme, udslæt, svimmelhed og hovedpine kan også ses. Symptomerne opstår hovedsageligt under eller i løbet af de første timer efter den første behandling er påbegyndt og er forbigående.
Hvis symptomerne optræder i dagene efter behandlingen, skal du kontakte afdelingen.
Hjertepåvirkning: Hjertets pumpefunktion kan i nogle tilfælde blive svækket. Dette kan medføre symptomer som åndenød og hævede ben eller arme. Det kan blive nødvendigt at holde pause eller ophøre med behandlingen.
Du vil få foretaget målinger af hjertets pumpeevne (MUGA) før og under behandling med pertuzumab.
Diarre: Hvis du oplever diarre, skal du kontakte afdelingen. Det kan blive nødvendigt at give dig medicin mod diarre (loperamid). Desuden skal du drikke rigelig væske.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der er nævnt her. Det er vigtigt, at du noterer alle symptomer, som du oplever, i din egen registrering på nettet.
Vær opmærksom på
Hjertekardiogram (ekg): Skal tages inden opstart af behandlingen.
Måling af hjertets pumpefunktion (MUGA): Skal foretages inden behandlingsopstart og derefter ca. hver 3. måned.
CT-scanning: Efter 3 behandlinger vil du få foretaget en CT-scanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918119
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.