Palbociclib tilhører en gruppe af lægemidler, som kaldes cyclinafhængige kinase-(CDK)-hæmmere.
Palbociclib virker ved at hæmme nogle proteiner, som er vigtige for vækst og deling af celler. Hæmningen af disse proteiner kan nedsætte og bremse udviklingen af kræft.
Palbociclib er ikke kemoterapi.
Du er blevet anbefalet Palbociclib sammen med antihormonbehandling, da du enten har fået konstateret:
brystkræft - der ikke kan opereres, fordi sygdommen har spredt sig udenfor brystområdet eller
tilbagefald af din brystkræft – efter tidligere brystkræftoperation og eventuel efterbehandling eller forværring af din kræftsygdom under tidligere behandling
og brystkræften er hormonfølsom (østrogenreceptor-positiv).
Formålet med behandlingen er at holde kræftsygdommen i ro eller at få den til at svinde i en periode, og at opretholde din livskvalitet bedst muligt.
Palbociclib tages som kapsler.
Palbociclib kan tages enten:
i kombination med en aromatasehæmmer (tablet Letrozol eller Exemestan)
eller i kombination med Fulvestrant (hvis man tidligere har fået anti-hormon behandling).
En behandlingsserie varer 4 uger (28 dage).
I de første 3 uger (21 dage) skal du tage Palbociclib hver dag.
I den sidste uge (7 dage) skal du ikke tage Palbociclib.
Ved afslutningen af de 4 uger starter cyklus forfra.
Hvis du tager Palbociclib med Fulvestrant, får du en injektion på afdelingen den første dag i hver serie. I den første serie vil du derudover få en ekstra injektion med Fulvestrant på dag 15.
Hvis du tager Palbociclib med en aromatasehæmmer, skal du tage en antihormon-tablet (f.eks. Letrozol), hver dag alle 4 uger, også i den uge hvor du ikke tager Palbociclib.
Palbociclib skal tages med mad på samme tidspunkt hver dag.
Tag ikke en kapsel, hvis den er brudt, revnet eller på anden måde er beskadiget.
Hvis du kaster op eller glemmer en dosis, skal du ikke tage en yderligere dosis. Tag den næste ordinerede dosis som planlagt.
Efter 3 behandlingsserier vurderer vil behandlingens effekt.
Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra behandlingens effekt og de bivirkninger, som den medfører for dig.
Risici og bivirkninger
Som alle andre lægemidler kan Palbociclib medføre bivirkninger.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der her er nævnt.
Det er vigtigt, at du noterer alle de bivirkninger, som du oplever, i din egen registrering på nettet.
Palbociclib kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodlegemer.
Infektion
For få hvide blodlegemer betyder et mindsket beredskab over for infektioner.
Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer.
Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
Som regel giver et lavt antal af de hvide blodlegemer ikke specifikke symptomer og er sjældent forbundet med feber.
Oftest giver det sig til kende inden for de første 2 måneder af behandlingerne og kan betyde, at du skal holde pause i din behandling med Palbociclib, og at dosis eventuelt skal nedsættes.
Blødning
For få blodplader kan medføre blødning.
Det kan vise sig som næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden.
Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
Blodmangel
For få røde blodlegemer kan medføre blodmangel.
Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Hvis du har kvalme eller kaster op, er det bedst, at du taler med afdelingen. De kan fortælle dig, hvordan du skal håndtere dine symptomer, eller de kan ordinere medicin som kan hjælpe.
Du kan opleve en øget træthed.
Tydeligt hårtab er sjældent, men udtynding af håret kan forekomme.
Hvis du oplever diarré, skal du kontakte afdelingen. De kan beslutte at give dig en særlig behandling for diarré, hvis det er nødvendigt.
Du skal dog tage et grundigt kig på din kost. Visse fødevarer og drikkevarer kan forværre eller forbedre diarré.
Vær opmærksom på
I de perioder hvor du tager Palbociclib, skal du undgå grapefrugt og grapefrugtjuice, da det kan forværre bivirkningerne.
Fortæl din læge, hvis du tager, for nylig har taget, eller måske vil tage andre lægemidler, herunder vitamintilskud eller andet, da Palbociclib kan påvirke visse lægemidlers virkemåde.
Blodprøver
Du skal have taget en blodprøve, inden du begynder at tage Palbociclib, og hver 14. dag i de første 2 måneder.
I de efterfølgende 4 måneder skal du have taget blodprøver ved starten af hver behandlingsserie (hver 4. uge).
Derefter skal der tages blodprøver hver 3. måned eller hyppigere, hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt.
Hvis blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes.
Hjertekardiogram (EKG)
Du skal have taget et hjertekardiogram (EKG) inden behandlingsopstart.
CT-skanning
Efter 3 behandlingsserier vil du få foretaget en CT-skanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918112
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.