Nab–paclitaxel er kemoterapi, som hæmmer kræftcellernes deling og herved deres vækst.
Nab-paclitaxel gives en gang om ugen via et drop i armen over ca. 1 time.
Behandlingen foregår i afdelingen og kræver ikke indlæggelse.
Typisk tilbydes der 3-6 behandlingsserier, hvor en serie strækker sig over 3 uger.
Det endelige antal af behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra din sygehistorie og de bivirkninger, du oplever.
Risici og bivirkninger
Kemoterapi påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger. I det følgende beskrives kort de mest almindelige bivirkninger, der kan forekomme i forbindelse med din behandling. For yderligere information henvises til hjemmesidens afsnit om bivirkninger.
Kemoterapi kan skade et foster. Hvis du kan blive gravid, skal du anvende sikker svangerskabsforebyggelse, som spiral, i hele behandlingsforløbet og indtil seks måneder efter afsluttet behandling.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der her er nævnt. Det er vigtigt, at du registrerer alle de bivirkninger, som du oplever, i det elektroniske spørgeskema.
Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
Blødning kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Der gives forebyggende kvalmestillende medicin i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmestillende behandling kan reguleres ved behov.
Du kan opleve en øget træthed.
Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
Du kan opleve muskel- og ledsmerter.
Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden, mavesmerter og diarre. Disse gener kan behandles med medicin.
Nedsat og/eller ændret følesans i hænder og fødder kan forekomme. Bivirkningerne aftager med tiden, men forsvinder ikke altid helt.
Behandlingen vil sandsynligvis medføre, at du taber håret på hovedet. Derfor vil du blive tilbudt tilskud til en paryk. I nogle tilfælde kan du også tabe håret andre steder på kroppen.
Du kan få udslæt, tør hud og hudkløe.
Neglene kan blive ømme og misfarvede. De kan i meget sjældne tilfælde løsne sig og falde helt af. Det er vigtigt at holde neglene korte og undgå stød og slag.
Hudkløe, åndenød og lavt blodtryk. Forekommer meget sjældent, men kan fremtræde under behandlingen med Nab-paclitaxel.
Vær opmærksom på
Blodprøver: Da kemoterapi midlertidigt kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller, skal du have taget blodprøver før hver behandlingsserie (hver 3. uge). Hvis blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918111
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.