Eribulin er en medicinsk behandling, der bruges til behandling af brystkræft. Behandlingen foregår med drop (i.v.).
Om behandlingen
Eribulin er kemoterapi.
Kemoterapi er en medicinsk behandling med celledræbende stoffer, der stopper cellernes evne til at dele sig. Kemoterapi kan hermed stoppe eller forsinke væksten og spredningen af kræften.
Eribulin gives i en blodåre i armen over 5 minutter.
Én behandlingsserie strækker sig over 21 dage, og du skal have behandling både dag 1 og dag 8 i alle behandlingsserier.
Du vil få behandling i afdelingen, og du behøver ikke at være indlagt.
Efter 3 behandlingsserier vil behandlingens effekt blive vurderet.
Det endelige antal behandlinger fastsættes i samråd med din læge ud fra behandlingens effekt og de bivirkninger, som den medfører for dig.
Risici og bivirkninger
Kemoterapi påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger.
Påvirkning af knoglemarven: Da kemoterapi kan nedsætte knoglemarvens produktion af blodceller, vil du kunne opleve infektion, blødning og blodmangel.
For få hvide blodlegemer kan medføre infektion. Infektion kan vise sig som feber og influenzasymptomer. Ved feber over 38,3 grader SKAL du ALTID kontakte afdelingen. Er du almen utilpas og har temperatur 38 grader, skal du naturligvis også kontakte afdelingen.
For få blodplader kan medføre blødning. Det kan vise sig som næseblod, blødning ved tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. Ved blødning SKAL du ALTID kontakte afdelingen.
For få røde blodlegemer kan medføre blodmangel. Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
Kvalme og opkastning: Der gives forebyggende kvalmestillende medicin i forbindelse med kemoterapien. Den kvalmestillende behandling kan reguleres ved behov.
Træthed: Du kan opleve en øget træthed. Smagsændringer og appetitløshed: Under behandlingen kan du i perioder opleve smagsændringer og mindre appetit.
Slimhinder: Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan vise sig som eksempelvis mundsvamp, ømhed, mavesmerter og diarré. Disse gener er sjældne.
Hårtab: Behandlingen vil medføre, at du taber håret på hovedet helt eller delvist. Derfor vil du blive tilbudt tilskud til en paryk. I nogle tilfælde kan du også tabe håret andre steder på kroppen.
Føleforstyrrelser: Nedsat følesans eller prikken i fingre og tæer kan forekomme. Bivirkningerne aftager med tiden, men forsvinder ikke altid helt.
Hovedpine samt muskel- og ledsmerter: Kan afhjælpes med tablet Pamol 1 g x 4 om dagen.
Vi kan ikke udelukke risikoen for andre bivirkninger end de, der er nævnt her. Det er vigtigt, at du registrerer alle de bivirkninger, som du oplever, i det elektroniske spørgeskema.
Vær opmærksom på
Blodprøver: Da kemoterapi midlertidigt kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller, skal du have taget blodprøver før hver behandling. Hvis blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling udsættes.
CT-skanning: Efter 3 behandlingsserier vil du få foretaget en CT-skanning. Undersøgelsen vil vise, hvilken effekt behandlingen har på din sygdom.
Videre forløb
Når du har afsluttet kemoterapi med Eribulin, vil du fortsætte i et ambulant forløb. Din læge vil fortælle dig nærmere om lige præcis dit forløb.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/918086
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.