Biologisk målrettet behandling - prostatakræft
Biologisk målrettet behandling kan bruges til behandling af prostatakræft. Læs om behandlingen, se relevante patientvejledninger, og læs om bivirkninger.
Hvad er biologisk målrettet behandling?
Biologisk målrettet behandling mod kræft bygger på, at kræftceller hos mennesker har forskellige egenskaber.
Behandlingens effekt afhænger af, om kræftcellerne har de fejl, som behandlingen er rettet imod.
Målet med behandlingen er at slå kræftceller ihjel og dermed holde kræftsygdommen i ro.
Behandlingen angriber en bestemt egenskab (mål) i kræftcellerne. Målrettet behandling blokerer specifikke proteiner, der for eksempel får kræftceller til at vokse og sprede sig.
Behandlingen gives som tabletter eller via et drop direkte ind i en blodåre.
Bivirkninger ved biologisk målrettet behandling
Biologisk målrettet behandling påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan komme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Personalet vil vejlede dig i, hvilke bivirkninger du kan forvente i forhold til den behandling, du skal have.