Behandlingen kan påvirke og ændre din smags- og lugtesans. Det er især smagen, der kan ændres, men du vil måske også opleve, at ting lugter anderledes end normalt, f.eks. parfume og blomsterdufte.
Påvirkningen af de to sanser kan have betydning for lysten til at spise.
Som regel bliver smags- og lugtesansen normal inden næste behandling, men i nogle tilfælde kan problemerne være til stede i hele behandlingsforløbet og først aftage efter sidste behandling.
Ofte vil syrligt og bittert smage kraftigere end sædvanligt, modsat sødt og salt, som kan opleves svagere. Man kan opleve, at noget mad mister smagen eller at den smager metallisk.
Smagsforandringer, der er opstået som følge af behandling, vil oftest forsvinde et stykke tid efter, at behandlingen er afsluttet.