Behandlingen kan påvirke knoglemarvens evne til at danne hvide blodlegemer. De hvide blodlegemer er et vigtigt led i kroppens forsvar mod infektioner.
Gå direkte til:
Vær opmærksom på
Før behandling får du taget blodprøver for at måle antallet af blodlegemer.
Hvis antallet er for lavt, kan dosis ændres eller behandlingen udsættes til antallet af blodlegemer igen er steget.
Du skal kontakte afdelingen, hvis du oplever en eller flere symptomer. Det kan være tegn på infektion.
Kulderystelser.
Feber over 38,3 grader.
Svie ved vandladning.
Hoste – længerevarende.
Synkesmerter.
Hvide blodlegemer udgør en vigtig del af kroppens immunforsvar. Når antallet af hvide blodlegemer er lavt, nedsættes kroppens modstandskraft over for infektioner.
Selv om antallet af hvide blodlegemer er nedsat, behøver du dog ikke isolere dig. Du kan godt gå på indkøb, til fest og i det hele taget være sammen med andre mennesker.
Hvis du har tegn på infektion og antallet af hvide blodlegemer er meget lavt, vil du blive indlagt til observation og blive behandlet med antibiotika – for eksempel Penicillin.
Sådan gør du
Undgå at være sammen med mennesker, der har infektionssygdomme som for eksempel forkølelse og influenza.
Hvis dem, du bor sammen med, er smittede, kan du prøve at undgå tæt kontakt de dage, hvor det er værst.
Sørg for at alle i hjemmet har en god håndhygiejne. Tal med lægen eller sygeplejersken om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er i tvivl.
Tal med lægen om eventuelt at blive vaccineret mod influenza.
Vask hænder ofte med mild sæbe og vand, især efter toiletbesøg og før måltiderne.
Undgå dog overdreven sæbevask, som fjerner hudens naturlige fedtlag. Hvis huden tørrer ud, kan der opstå små revner, så bakterier lettere trænger ind. Brug derfor fugtighedscreme efter håndvask.
Brug handsker ved kontakt med kattebakker, fuglebure, akvarier og lignende.
Brug handsker ved havearbejde for at undgå torne og rifter.
Hvis du får rifter eller sår, så vask dem med det samme med vand og sæbe. Hold såret rent og tørt, indtil det er helet.
Vær omhyggelig med mundhygiejnen. Skyl og rens munden hyppigt.
Drik ca. 1-1½ liter væske i løbet af dagen. Det mindsker risikoen for blærebetændelse.
Kvinder bør bruge hygiejnebind i stedet for tamponer
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1279525
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.