Der kan komme hudreaktioner på hænder og fødder. De vil typisk ses inden for de første 3-4 uger.
De fleste vil kun få milde symptomer som rødme, ømhed, hævelse, ændret følesans, sovende og eventuelt brændende fornemmelser, prikken og snurren.
Nogle kan få mere udtalte symptomer som smerter, hård hud, vabel- eller blæredannelse, afskallende hud og sår.
De mest alvorlige symptomer opstår oftest på steder, der udsættes for tryk, for eksempel hælen, storetå og trædepude under tæerne og på tommeltot.
Symptomerne kan aftage undervejs og vil forsvinde efter endt behandling.
Det kan du selv gøre
Fingre- og tånegle holdes rene og kortklippede.
Hold øje med tør og hård hud på fødderne, hælrevner og nedgroede negle. Få eventuelt en behandling hos en fodterapeut.
Brug en fed uparfumeret fugtighedscreme 1-2 gange dagligt for at holde huden fugtig og smidig.
Undgå fodtøj, der strammer, og brug strømper i bomuld eller uld.
Brug silikoneindlæg i skoen.
Vask fødderne dagligt og brug rene sokker hver dag. Dup forsigtigt fødderne tørre.
Undgå at sæbebade, da det udtørrer huden.
Undgå hård belastning af hænder og fødder – stå for eksempel ikke op i længere tid.
Brug handsker til have- og husligt arbejde.
Brug handsker om vinteren, så hænderne skånes mod kulde.
Brug carbamidcreme mod hård hud. Smør hænder og fødder ind i et godt lag carbamidcreme, og lad det virke natten over.
Bomuldssokker og -handsker kan beskytte sengetøjet.
Kontakt
Hvis du har tegn på reaktioner på hænder og fødder, er det vigtigt, at du informerer lægen.
Hvis du bliver behandlet tidligt, kan det hindre, at symptomerne forværres.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1278968
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.