Udskrivelse efter indlæggelse pga. betændelse på indersiden af hjertet
Denne vejledning er tænkt som en hjælp – både for dig og dine pårørende – og kan støtte dig i tiden efter udskrivelsen.
Gå direkte til:
Du har været indlagt på Hjerte Sengeafsnit i Gødstrup, fordi du har haft betændelse på indersiden af hjertet. Du har fået behandling med antibiotika.
Under indlæggelsen har du fået mange informationer og haft mulighed for at stille spørgsmål. Det kan dog være svært at huske det hele, og måske dukker der nye spørgsmål op, når du kommer hjem.
Vi håber derfor denne vejledning kan være en hjælp for dig og dine pårørende og være med til at besvare de spørgsmål, der kan dukke op både nu og efter udskrivelsen.
Vær opmærksom på tegn på feber
Kulderystelser
Øget svedtendens
Nattesved
Influenzasymptomer
Feber kan skyldes en almindelig virus – men det kan også være tegn på, at betændelsen er vendt tilbage
Mål altid din temperatur ved fornemmelse af feber
Inden for de første 14 dage efter udskrivelsen: Kontakt Hjerte Sengeafsnit.
Efter 14 dage: Kontakt din egen læge.
Om forløbet
Du bliver indkaldt til kontrol i Hjerteklinikken cirka 1 måned efter endt behandling
I indkaldelsen står der, om du skal have taget blodprøver og hjertekardiogram eller kun blodprøver.
Ved kontrollen skal du både til samtale og have lavet en ultralydsskanning af dit hjerte. Lægen spørger ind til, hvordan du har det, og hvordan du klarer hverdagen efter dit sygdomsforløb.
Skriv gerne spørgsmål ned på forhånd og tag dem med.
Om behandlingen
Hvis du fortsætter med IV-antibiotika efter udskrivelsen, er det ikke alle typer, der kan gives uden for hospitalet. Det varierer også fra kommune til kommune, om behandlingen foregår i dit eget hjem eller i et sundhedshus.
Mens du er i behandling, skal du have taget blodprøver med jævne mellemrum. Lægen kontakter dig med svar på prøverne og lægger en plan for, hvordan behandlingen skal fortsætte.
Der kan også blive behov for, at du får lavet en ny hjerteskanning gennem spiserøret undervejs i forløbet. (OBS LINK MANGLER)
Hvis du fortsætter med antibiotika som tabletter, er du overgået fra IV-antibiotika til tabletbehandling.
Du skal stadig have taget blodprøver med jævne mellemrum, mens du er i behandling. Lægen kontakter dig med svar på prøverne og vurderer, hvordan behandlingen skal fortsætte.
Der kan også blive behov for, at du får lavet en ny hjerteskanning gennem spiserøret undervejs i forløbet. (OBS LINK MANGLER)
Gode råd
Hvis du har nedsat hjertepumpefunktion eller utætte hjerteklapper, kan kroppen ophobe væske.
Tegn kan være:
Vægtøgning på 2–3 kg over få dage (vej dig dagligt)
Hævede ben
Vi anbefaler, at du kontakter din egen læge, hvis du oplever dette.
Efter en lang indlæggelse har kroppen brug for både kalorier og proteiner for at komme sig.
Hvis du har nedsat appetit, kan det være en hjælp at spise små måltider flere gange om dagen i stedet for ét stort. Oplever du vægttab, kan du tale med din læge om muligheden for at få tilskudsprodukter som for eksempel proteindrikke – eller blive henvist til en diætist.
Det er vigtigt, at du børster tænder mindst to gange dagligt. Hvis du ikke selv kan stå for tandbørstningen, er det vigtigt, at du får hjælp til det.
Vi anbefaler, at du går til tandlæge mindst én gang hver sjette måned. Regelmæssige tandlægebesøg er med til at forebygge infektioner, som kan påvirke dit hjerte.
Det er helt normalt, at maven reagerer efter en indlæggelse. Flere forhold kan påvirke din fordøjelse:
Smertestillende medicin, lavt aktivitetsniveau og for lidt væske kan give forstoppelse.
Langvarig antibiotikabehandling kan i nogle tilfælde give tynd afføring – også op til 14 dage efter, at behandlingen er afsluttet.
Tal med din egen læge, hvis du oplever ændringer i dit afføringsmønster.
Når du har været syg i længere tid, mister kroppen muskelmasse, og musklerne skal langsomt trænes op igen. Det er derfor vigtigt, at du bevæger dig hver dag – det styrker både kroppen og humøret.
Start gerne med små gåture og sæt dig nogle realistiske mål. Du kan for eksempel begynde med 5 minutters gang og langsomt øge tiden, når du føler dig klar. Husk at lytte til din krop, så du ikke kommer til at overbelaste dig selv.
Selvom du har haft en hjertesygdom, må du gerne dyrke sex. Det belaster hjertet omtrent lige så meget som at gå op ad trapper.
Det er helt naturligt, at du føler dig mere træt end normalt efter en infektion i kroppen. Du har måske brug for pauser og hvile i løbet af dagen – lyt til din krop og giv den den ro, den har brug for.
Efter et langt indlæggelsesforløb kan dit søvnmønster blive forstyrret. I starten er det helt normalt at vågne flere gange om natten, mens du vænner dig til dine hjemlige omgivelser igen.
Nogle former for medicin kan give bivirkninger som mareridt. Hvis det er et problem for dig, anbefaler vi, at du taler med din egen læge om det.
Det er helt naturligt, at humøret påvirkes, når man har været igennem en alvorlig sygdom og lang indlæggelse. Nogle oplever, at de får let til tårer eller bliver deprimerede, mens andre oplever, at deres tålmodighed bliver mindre, og at de hurtigere bliver irriterede og vrede. Det er normalt, men det er vigtigt, at både du og dine pårørende er opmærksomme på eventuelle psykiske forandringer.
At tale med nogen, du har tillid til, kan ofte hjælpe. Vi anbefaler, at du søger støtte fra familie og venner. Der er også mulighed for hjælp hos din egen læge, Hjerteforeningens rådgivningscentre eller en psykolog.
Læs gerne den mørkeblå bog "Du er ikke alene" fra Hjerteforeningen for mere støtte og information.
Det er individuelt, hvornår et job kan genoptages, da det er afhængig af dine symptomer og arbejdsbyrde. Det kan være både vigtigt og nødvendigt med langsom opstart.
Arbejdsgiver har mulighed for at søge refusion (sygedagpenge) ved kommunen.
Efter en indlæggelse kan der gælde forskellige regler for forsikring ved rejser til udlandet. Sørg for at kontakte dit forsikringsselskab, hvis du planlægger at rejse, så du er klar over, hvad der gælder for dig.
Hvis du eller din arbejdsplads har en forsikring for kritisk sygdom, kan det være muligt at få erstatning ved diagnosen "Betændelse i hjertet". Vi anbefaler, at du tager kontakt til din arbejdsplads eller dit forsikringsselskab for at få mere information om eventuelle muligheder for erstatning.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1558530
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.