Et pacemakerbatteri holder normalt mellem 7-10 år afhængig af, hvor meget pacemakeren bliver brugt.
Ved de planlagte pacemakerkontroller tester vi batteriet, hvilket giver god tid til at planlægge en udskiftning af batteriet.
Forbered dig til operationen
Hold pause med Brilique, Eliquis, Lixiana, Pradaxa, Xarelto (Rivaroxaban) samt indsprøjtning med Arixtra,Fragmin eller Innohep inden pacemakerindsættelsen. Vi kontakter dig og aftaler, hvordan du skal forholde dig
Tag Hjertemagnyl, Plavix og Clopidogrel, som du plejer
Tag Marevan og Marcoumar, som du plejer. Din INR-værdi må dog ikke være over 3, når du møder til pacemakerindsættelsen
Pårørende har mulighed for at være hos dig før og efter operationen
Medbring gerne læsestof, håndarbejde eller andet til adspredelse i ventetiden
Kontakt os hvis du i ugen før eller på operationsdagen har feber eller tager antibiotika
På operationsdagen
Du må gerne spise inden operationen. De sidste timer før operationen kan du spise et let måltid, fx brød. Du må gerne drikke, som du plejer.
Hvis du plejer at få vanddrivende medicin, kan du undlade at tage dette på operationsdagen.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på operationsdagen eller aftenen før.
Rens dine negle omhyggeligt og fjern neglelak og/eller kunstige negle samt alle piercinger, før du går i bad.
Vask dig grundigt med sæbe i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Smør dig ikke ind i creme efter badet og brug heller ikke parfume eller makeup.
Lad smykker blive hjemme og undlad at tage kontaktlinser på.
Husk også at børste dine tænder om morgenen.
Du bliver gjort klar til operationen i Hjerteklinikken. Du får hospitalstøj på, og vi måler dit blodtryk, din puls og din temperatur. Vi laver også en hjertemåling (EKG).
Hvis der er hår i det område, hvor du skal opereres, fjerner vi det. Du får også lagt et lille plastikrør i en blodåre. Gennem det giver vi antibiotika for at forebygge infektion.
Du får smertestillende medicin inden operationen
Om operationen
Operationen foregår i lokalbedøvelse og varer ca. 30 minutter. Lægen laver et lille snit i huden på ca. 5 cm, fjerner det gamle batteri og lægger det nye på plads under huden.
Den eksisterende ledning (eller ledninger) bliver forbundet med pacemakeren, huden bliver syet sammen, og der sættes et plaster på. Til sidst kontrolleres pacemakeren og indstilles, så den fungerer som før.
Risici og bivirkninger
Der opstår meget sjældent komplikationer i forbindelse med pacemakeranlæggelse og pacemakerskift.
Der kan i sjældne tilfælde opstå blødning eller infektion i pacemakerlommen.
Pacemakerledningen (-erne) kan miste forbindelsen med hjertemusklen. Det sker som regel kort tid efter indgrebet, og i så fald må ledningen (-erne) lægges om.
Endnu sjældnere kan der opstå luft mellem lungehinderne, som kan kræve drænanlæggelse.
En yderst sjælden komplikation er perforation af hjertehinden - det vil sige en rift eller et hul i hjertehinden, som kan bløde. Sker dette, kræver det, at blodet bliver udtømt.
Efter operationen
Du skal ikke være sengeliggende, men du skal tage den med ro
Du får tilbudt smertestillende medicin, og der bliver holdt øje med din forbinding
Du skal blive til observation og hvis alt går som det skal, kan du forvente at blive udskrevet cirka 2 timer efter operationen
Vi bestræber os på, at du får dit pacemakerkort udleveret, inden du bliver udskrevet. Hvis ikke det er klart, når du skal hjem, så sender vi det til dig med posten.
Når du kommer hjem
Kontakt Hjerteklinikken
hvis det bløder fra såret, så plasteret er fugtigt og helt gennemsivet
Hvis der kommer tegn på betændelse i såret i form af feber og/eller varme, rødme, ømhed og hævelse
hvis der kommer en større blodansamling under huden med tiltagende hævelse omkring pacemakeren
hvis der går hul på huden
Efter 2 uger må du vaske dig, som du plejer, under brusebad
Gå ikke i badekar, spa, svømmehal eller havet de første 4 uger
Du kan forvente ømhed omkring såret de første dage efter operationen.
Vi anbefaler, at du tager smertestillende, fx Pinex (maks. 2 tabletter á 500 mg, 4 gange dagligt).
Dette af hensyn til sårhelingen.
Kvinder tilrådes at bruge BH de første 2 uger for at undgå, at barmen trækker i såret.
Du må ikke køre bil den første uge efter operationen
Du skal bestille tid hos egen læge for at få kontrolleret såret. Hvis trådene ikke opløses af sig selv, skal du samtidig bestille tid til at få dem fjernet.
Videre forløb
Du bliver indkaldt til første kontrol efter ca. 3 måneder. Herefter bliver pacemakeren kontrolleret ca. hvert andet år, hvilket du også automatisk vil blive indkaldt til.
Hver kontrol tager ca. 20 minutter. Her aflæser og indstiller vi pacemakerens funktioner ved hjælp af en computer.
I weekender og helligdage samt hverdage efter kl. 15.30
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: godstrup.dk/913687
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.