Kolesterol er et fedtstof, der indgår i alle kroppens celler og som er nødvendig for en lang række af kroppens vigtige funktioner. Begrebet forhøjet kolesterol bruges, når fedtstofferne kolesterol i blodet er forhøjet, eller når sammensætningen af de forskellige typer af kolesterol er uhensigtsmæssig.
For højt kolesterol er ikke en sygdom i sig selv, men en tilstand, der øger risikoen for, at få hjerte-kar-sygdomme.
Årsag
Typiske årsager til forhøjet kolesterol kan være én eller flere af nedenstående livsstilsfaktorer:
For meget mættet fedt
For lidt motion
For lidt indtag af fuldkorn i kosten
Rygning
Ved særligt højt kolesterol er årsagen ofte arvelig, og der foretages en særlig udredning herfor.
Om forløbet
Kolesteroltal (total-kolesterol) er opdelt i nogle forskellige undertyper, herunder:
HDL-kolesterol (det herlige/gode kolesterol)
LDL-kolesterol (det lede/ dårlige kolesterol)
Triglycerid.
LDL kaldes "det lede/dårlige kolesterol", da for meget LDL-kolesterol kan medføre aflejringer af fedt i blodårerne og derved hjerte-kar-sygdomme.
Om behandlingen
Medicinen sænker niveauet af LDL-kolesterol i blodet, ligesom den forebygger og begrænser fedtaflejringer i blodårerne.
Ofte vil behandlingen være en kombination af flere præparater.
Behandlingen kræver kontrol af blodprøver
Din krop danner selv kolesterol primært i leveren, og mængden af kolesterol i blodet styres af vores gener, men påvirkes af kost og livsstil. Sund kost og livsstil har derfor nogen effekt på mængden af LDL-kolesterol i blodet.
Gode råd
Ændring i kost kan i gennemsnit sænke LDL-kolesterol med 10%.
Det er gavnligt at dyrke regelmæssig motion, da det kan sænke LDL-kolesterol "det dårlige kolesterol" og øge HDL-kolesterol "det gode kolesterol".
Motion kan også sænke blodtrykket og nedsætte risikoen for overvægt og type 2 diabetes.
Vi anbefaler, at du dyrker motion mindst en halv time hver dag.
Vi anbefaler, at du stopper med at ryge. Tobaksrygning belaster dit hjerte. Kulilten i tobakken stjæler ilten fra blodbanen og øger dermed dit hjertets iltbehov og arbejde.
Tobakken er medvirkende faktor til åreforkalkning, da det fremmer forkalkningsprocessen i årerne, hvilket medfører, at kolesterol nemmere sætter sig i karvæggen.
Vi henviser dig gerne til en rygestopinstruktør i kommunen, hvis du ønsker hjælp til rygeophør.
Det er vigtigt, at du husker at tage den kolesterolsænkende medicin.
Hvis du oplever bivirkninger fra din medicin, er det vigtigt, at du ikke bare stopper med medicinen. Kontakt i stedet din egen læge for at aftale, hvordan du skal forholde dig.
Som hovedregel må kvinder ikke tage kolesterolsænkende medicin under graviditet og amning. Kvinder i den fødedygtige alder bør derfor anvende sikker prævention i forbindelse med behandlingen. Hvis du ønsker at blive gravid, stoppes behandlingen, indtil graviditet og amningen er overstået.
Du må gerne være bloddonor. Du må dog ikke tage kolesterolsænkende medicin i 7 dage op til, du skal donere blod. Dette skal altid være i samråd med læge/blodbank.
Mere information
Læs mere om forhøjet kolesterol på www.hjerteforeningen.dk:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1472486
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.