Jern er en vigtig byggesten for kroppens dannelse af røde blodlegemer. Ved mangel på jern danner kroppen ikke tilstrækkelig med blod, og blodprocenten vil falde.
Ferinject tilbydes, hvis du har hjertesvigt og påvist jernmangel, da behandlingen har vist sig at kunne forbedre den fysiske funktionsevne og livskvalitet.
Om behandlingen
Lægen har planlagt din behandling ud fra blodprøvesvarene
Behandlingen foregår i Hjerteklinikken, hvor du sidder i en god stol under behandlingen.
Du får lagt en plastikkanyle i en åre på håndryggen eller i armen. Det er igennem denne kanyle, du får behandlingen.
Ferinject er en mørkebrun, uigennemsigtig vandig opløsning, som blandes op med saltvand og gives direkte i blodåren.
Der kan forekomme lette til moderate bivirkninger eksempelvis gener ved plastikkanylen i form af ømhed og misfarvning af huden (hvis medicinen er løbet ved siden af blodbanen), metalsmag i munden, kløe, træthed, muskelømhed, vejrtrækningsproblemer og lavt blodtryk.
Allergisk reaktion kan forekomme, men er en sjælden bivirkning.
Giv sygeplejersken besked ved eventuel ubehag under infusionen
Du bliver løbende tilset af en sygeplejerske under behandlingen og får målt blodtryk og puls før og efter behandlingen.
Selve behandlingen tager ca. 30 minutter, og derefter skal du blive i Hjerteklinikken til observation i 30 minutter.
Du må tage hjem efter endt behandling
Du må gerne køre bil efter behandlingen
Videre forløb
Effekten af behandlingen kan tidligst ses efter 4 uger, så derfor skal der tages kontrolblodprøver, for at kunne vurdere behovet for en eventuel supplerende behandling.
Hjerteklinikken giver dig svar på dine kontrolblodprøver
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1320876
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.