Til dig/jer, der har mistet et barn i graviditeten eller umiddelbart efter fødslen, tilbyder vi et sorggruppeforløb.
At miste et barn er en overvældende oplevelse, som kan fremkalde mange følelser. At sørge tager tid. Længe efter tabet kan du/I opleve reaktioner som angst, tristhed, søvnløshed, tomhedsfølelse, manglende koncentration, manglende lyst til at være sammen med andre, ubalance i parholdet med mere. Det er ikke altid, at ens omgivelser er i stand til at forstå dette.
Lidt om sorggruppen
Vi tilbyder, at du/I kan deltage i en sorggruppe sammen med andre par, der også har mistet et barn enten sent i graviditeten, under eller efter fødslen. Langt de fleste oplever det som en stor hjælp at have mulighed for at tale om barnet og sorgen i et forum af mennesker, der forstår, fordi de er i samme situation.
Sorggruppen er en styret selvhjælpsgruppe. To jordemødre er gruppeledere. De har begge erfaring i at lede sorggrupper og er i deres arbejde som jordemødre uddannet til at håndtere tab før, under eller efter fødslen.
Udgangspunktet er, at der ikke er nogen ”rigtig” måde at sørge på, men at alle oplever sorg på hver sin måde og skal støttes i det.
Hvad sker der i gruppen?
Indholdet tilpasses ud fra jeres ønsker og behov. Emner, som vi ofte tager op:
• Omstændighederne omkring barnets fødsel og død
• Barnet og de følelser, der knytter sig til det
• Forskelle i mænds og kvinders måde at reagere på
• Reaktioner fra omgivelserne
• Sammenhænge mellem krop og psyke
• Fremtiden og at vende tilbage til arbejde
• Tanker om en ny graviditet
Rent praktisk om gruppen
Vi opretter cirka 9 grupper om året. Du/I kan derfor opleve, at der kan gå nogle uger, inden du/I får en invitation.
Vi mødes på tværs af hospitalerne i Region Midtjylland og har lokaler på Regionshospitalet Silkeborg.
Vi mødes 5 gange fra kl. 13.00-16.00 på enten tirsdage eller torsdage. Fem gange med en uges interval.
Gruppelederne vil være til stede de to første timer. Gruppen får mulighed for at være alene den sidste time.
Der er tavshedspligt i gruppen, og deltagerne må ikke videregive oplysninger derfra. Vi fører ikke journal over forløbet.
Du/I får et brev fra os inden gruppestart. Vi kontakter dig/jer pr. telefon før endelig tilmelding.
Hvad kan gruppen give?
Det er ofte en overvindelse at skulle møde en gruppe helt nye mennesker, når man selv står i en svær situation.
Tidligere deltagere, fra det tilsvarende tilbud med sorggruppe i Skejby, fortæller om deres erfaringer fra en sorggruppe:
”Det har været et godt forløb. Jeg var meget tvivlende, og i første omgang kom jeg for min kones skyld, men jeg kunne bruge det til noget. Det var godt for parforholdet, og man blev lidt klogere på livet.” (Mandlig deltager)
”Det blev en ugentlig aflastning i stedet for en daglig belastning”. (Kvindelig deltager)
"Jeg troede ikke, at jeg ville komme til at grine igen, men første gang jeg gjorde det, var her.” (Mandlig deltager)
”Jeg fandt ud af, at det ikke kun er mig, der er mærkelig, andre gør også mærkelige ting.” (Kvindelig deltager)
”Dejligt at være et sted, hvor jeg er mor.” (Kvindelig deltager)
”Jeg var bange for, at det var en ”rundkreds- tudepakke”, men det var det ikke.” (Mandlig deltager)
Hvor?
Lokalerne er placeret i Silkeborg - midt imellem de 4 fødesteder i Region Midt. Adressen er Falkevej 1, 8600 Silkeborg
Sorggruppelederne i Region Midtjylland:
Team 1: Janni Ammitzbøll & Heidi Himmelstrup
Team 2: Maritha Bjerre & Anne-Marie Krum
I sorggruppeforløbet kan I møde jordemødrene Anne Marie Krum, Janni Ammitzbøl, Maritha Bjerre og Heidi Himmelstrup
Hvis du/I ønsker at blive tilknyttet en sorggruppe, kan du/I blive henvist via fødestedet.