Er din livmoderhals umoden og livmodermunden lukket anbefaler vi et modningsforløb med tabletter og/eller ballonkateter.
Igangsættelsestabletter
Hvis det ikke er muligt at prikke hul på fosterhinderne, så kan du blive tilbudt igangsættelse med tabletter til modning af livmoderhalsen.
Du vil dog ikke blive tilbudt igangsættelse med tabletter, hvis du tidligere har fået et kejsersnit.
Tabletterne hedder Angusta® og indeholder hormonet misoprostol. Tabletterne tages i 1-2 døgn efter et skema, som jordemoderen udleverer og gennemgår med dig. Hvis det stadig her efter ikke er muligt at prikke hul på fosterhinderne vil vi anbefale dig at få anlagt et ballonkateter, se senere.
Som udgangspunkt kan du være hjemme i forbindelse med igangsættelsen med tabletter, men vi kan i nogle situationer anbefale, at du er indlagt på afdelingen.
Mulige bivirkninger
Der kan være bivirkninger ved tabletterne, fx diarré, kvalme, opkastning, blødning eller feber. Der er en lille risiko for, at medicinen virker for kraftigt, så du får for mange veer, som kan påvirke barnets hjertelyd. Det kan behandles med ve-hæmmende medicin.
Ballonkateter
Hvis det ikke er muligt at prikke hul på fosterhinderne, fordi livmoderhalsen og livmodermunden er for umoden, kan du blive tilbudt at få fødslen sat i gang med et ballonkateter.
Et ballonkateter er et tyndt gummikateter med en oppustelig ballon i enden, som fyldes med vand. Det lægges op igennem livmoderhalsen enten ved en gynækologisk undersøgelse eller ved indvendig undersøgelse, som når jordemoderen vurderer modenheden af livmodermunden.
Ballonkateteret skal ligge til det har modnet livmodermunden op og vi kan tage hul på hinderne. Du kan som udgangspunkt være hjemme, imens ballonkateteret virker, men vi kan i nogle situationer anbefale, at du er indlagt på afdelingen.
Hvis ballonkateteret glider ud eller fostervandet går, skal du henvende dig til fødegangen så I kan aftale, hvornår du skal komme til hindesprængning. Glider ballonkateteret ikke ud af sig selv, fjerner vi det efter 12-24 timer, hvorefter det oftest vil være muligt at prikke hul på fosterhinderne.
Mulige bivirkninger
Mulige bivirkninger ved brug af ballonkateter er især ubehag hos mor i form af smerter og/eller plukkeveer. Desuden er der en lille risiko for overstimulering af livmoderen, som dog er væsentligt mindre end for de medicinske metoder.
Tidligere kejsersnit
Ballonkateteret vil være første valg til igangsættelse af fødslen, hvis du tidligere har født ved kejsersnit og din livmoderhals skal modnes inden hindesprængning. Man er altid indlagt på afdelingen ifm. igangsættelse, hvis man har et tidligere kejsersnit.