Denne information er til dig, der er gravid og har rhesus negativ blodtype.
Gå direkte til:
Gravid med rhesus negativ blodtype
Vær opmærksom på
Der findes mange forskellige blodtyper, men i forbindelse med graviditet er rhesus blodtypen den vigtigste. Der er to forskellige rhesus blodtyper: rhesus positiv og rhesus negativ. 15% af alle danskere har rhesus negativ blodtype, mens resten har rhesus positiv.
Som gravid er det vigtigt at vide, hvilken rhesus blodtype du har, da der tilbydes et særligt forløb for gravide med rhesus negativ blodtype.
Du har hos din egen læge fået taget en blodprøve, der har vist, at din blodtype er rhesus negativ. Hvis dit barns blodtype også er rhesus negativ, skal der ikke gøres noget. Hvis barnets blodtype derimod er rhesus positiv, skal du behandles for at forebygge rhesus immunisering.
Barnets blodtype kan undersøges ved en almindelig blodprøve fra dig, som du får taget hos din egen læge omkring graviditetsuge 25.
Under graviditeten og fødslen kan noget af dit barns blod passere over til dig. Hvis du er rhesus negativ, og dit barn er rhesus positivt, kan du danne antistoffer mod dit barns blod. Det kaldes rhesus immunisering. Rhesus immunisering er sjældent et problem under den første graviditet, men kan være det ved efterfølgende graviditeter.
Hvis du har dannet antistoffer, kan de, under graviditeten, passere over til dit barn. I nogle tilfælde kan det medføre blodmangel eller alvorlig sygdom hos barnet, mens det er i livmoderen. Hvis det sker, er der gode muligheder for behandling. Nogle gange kan man dog blive nødt til at sætte fødslen i gang før termin for at forhindre yderligere blodmangel hos barnet.
Derfor er det vigtigt at forebygge rhesus immunisering.
Om behandlingen
Dit barns blodtype er rhesus positiv, og derfor får du tilbudt to indsprøjtninger, der forebygger, at du danner antistoffer. Indsprøjtningerne indeholder et stof, der hedder anti-D immunoglobulin.
Alle gravide, der er rhesus negative og venter et barn, der er rhesus positivt, får tilbudt en indsprøjtning omkring 29. graviditetsuge og igen efter fødslen. En ekstra indsprøjtningen kan også gives sent i graviditeten, hvis barnet f.eks. skal vendes fra underkropsstilling til hovedstilling.
Vi giver dig indsprøjtningen i en muskel i hoften eller i låret. Der er en lille risiko for, at du udvikler en allergisk reaktion – f.eks. hudkløe eller åndenød – og derfor må du først gå hjem 20 minutter efter, at indsprøjtningen er givet.
Anti-D vaccinen er ufarlig for barnet.
Hvis du går i jordemoderkonsultation i Gødstrup, Lemvig, Ringkøbing eller Holstebro, vil du får anti-D i forbindelse med dit besøg i 29. graviditetsuge. Vi forsøger at give dig vaccinen som noget af det første, så du kan tage af sted, så snart besøget er slut.
Hvis du går i jordemoderkonsultation i Ikast, Brande eller Tarm, er det desværre ikke muligt at give dig vaccinen i forbindelse med din jordemoderkonsultation, så du vil derfor modtage en tid i Akut Klinik for Gravide på Regionshospitalet Gødstrup.
Videre forløb
Du får ikke udleveret et vaccinationskort, men vi registrerer vaccinen i dit Fælles Medicinkort, da Anti-D immunoglobulin kan registreres i dit blod i et halvt år. Det kan have betydning, hvis du fx skal vaccineres, eller hvis du skal modtage blod. Din egen læge eller hospitalet kan således se, at du har fået anti-D.
Anti-D forsvinder over tid fra kroppen igen. Det betyder, at du i kommende graviditeter igen skal vaccineres, hvis dit nye barn også er rhesus positivt.
Kontakt
Kontakt Klinik for Gravide
Klinik for Gravide Regionshospitalet Gødstrup Fløj A Hospitalsparken 15
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1471873
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.