Protein er et vigtigt næringsstof, fordi det fungerer som kroppens byggesten. Det er nødvendigt for opbygning og vedligeholdelse af muskler, celler og væv. Protein spiller også en vigtig rolle i immunforsvaret, især under sygdom.
Der er dog sjældent behov for at have særligt fokus på ekstra protein i barnets kost. En nogenlunde varieret kost med mælk, mælkeprodukter eller ost, æg, kød, fisk og/eller bælgfrugter vil som regel dække barnets behov for protein – når barnet samtidig får dækket sit energibehov.
For et barn med nedsat appetit kan det tværtimod være uhensigtsmæssigt, hvis der er for meget fokus på protein. Et højt indtag af magre proteinkilder - for eksempel skyr, proteindrikke fra dagligvarehandlen eller tilsætning af proteinpulver – kan give en øget mæthedsfølelse uden at bidrage tilsvarende med ekstra kalorier.
Hvis du er bekymret for, om dit barn får nok protein, fordi det spiser ensidigt, kan du tale med den kliniske diætist om, hvorvidt barnets behov bliver dækket.