Symptomer kan opstå en halv time efter indtagelsen af laktose og op til 12 timer efter. Det afhænger af:
typen af mad
mængden af maden
din fordøjelsesevne
Symptomerne er ikke skadelige, men kan være ubehagelige og generende.
Om man kan tåle fødevaren afhænger ikke kun af indholdet af laktose, men også af mængden man indtager.
Mælk, surmælksprodukter og fløde har et højt indhold af laktose og kan oftest ikke tolereres eller kun i små mængder. Mens skæreoste og smør har et lavt indhold af laktose og kan indtages af de fleste.
Nogle får symptomer ved selv små mængder, mens langt størstedelen vil kunne tåle 5-10 gram laktose pr måltid, hvilket svarer til 1-2 dl mælk. Risikoen for symptomer mindskes dog ved at drikke mælken til et måltid.
Årsag
Laktoseintolerans er en betegnelse for manglende evne til at nedbryde og optage laktose, som medfører symptomer fra mave-tarmkanalen efter indtagelse (diarré, luft i maven og mavesmerter).
Hvad er laktose?
Laktose er den primære sukkerart i mælken hos pattedyr – inklusiv mennesker. Laktoseintolerans er en betegnelse for manglende evne til at nedbryde og optage laktose, som medfører symptomer fra mave-tarmkanalen efter indtagelse.
Laktose nedbrydes af enzymet laktase i tyndtarmen til galaktose og glukose. Laktose, der ikke nedbrydes kan ikke optages og passerer videre til tyktarmen, hvor den nedbrydes af bakterier samt trækker væske ind i tarmen
Primær erhvervet laktoseintolerans
en arvelig tilstand, hvor laktaseaktiviteten i tyndtarmen falder. Dette sker grundet en fysiologisk nedregulering af enzymaktiviteten.
Sekundær erhvervet laktoseintolerans
opstår som komplikation til en række mave-tarmsygdomme, specielt tarmsygdomme med epitellæsioner som eks. cøliaki og kronisk tarminflammationer.
Om behandlingen
Laktoseintolerans kan ikke behandles, men du kan minimere symptomerne ved at:
Indtage fødevarer der er laktosefrie eller laktosefattige eller
Indtage enzymet laktase til laktoseholdige måltider.
Det er muligt at købe enzymet laktase som tablet eller kapsler i håndkøb på apoteket. 1 tablet/kapsel indtages i starten af et laktoseholdigt måltid.
1 tablet/kapsel kan nedbryde ca. 15 gram laktose, og der er derfor sjældent behov for 2 stk. Ved indtag af mere end 1 stk. indtages anden kapsel/tablet i midten af måltidet.
Gode råd
Ved laktoseintolerans er det vigtigt at være opmærksom på om du får nok kalk. Der findes veganske alternativer til mælk og mælkeprodukter, men hvis du helt undlader mælk og mælkeprodukter fra din kost, skal du være opmærksom på, om du får nok kalk.
Laktose findes i varierende mængde i mælk og mælkeprodukter. De primære kilder til laktose er:
Diverse former for mælk (sød-, let-, mini-, skummet- og kærnemælk, koldskål, fløde, piskefløde og milkshake)
Diverse former for surmælksprodukter (yoghurt, ymer, ylette, A38, skyr, cultura, fromage frais, græsk yoghurt, creme fraiche, syrnet fløde m.fl.)
Diverse former for ost (hytte-, ryge-, myse-, fløde-, frisk- og smøreost)
Mælkepulver, skummetmælks- og sødmælkspulver
Tørmælk og inddampet mælk
Laktose kan forekomme i mange fødevarer, hvor der er tilsat mælk eller mælkepulver. Eksempelvis: leverpostej, chokolade og dressinger.
Læs varedeklarationen - det, der er mest af, står først
Det er derfor en god ide at tjekke varedeklarationen ved indkøb. Det, der er mest af i fødevaren, står først på varedeklarationen. Hvis mælk/mælkepulver står først på varedeklarationen, tolereres derfor en væsentlig mindre mængde end ved en leverpostej, hvor mælk står som noget af det sidste.
Der findes i dag et stort udvalg af laktosefri produkter man frit kan anvende ved laktoseintolerans. Der er sjældent behov for køb af laktosefri eller mælkefri varianter af smør eller skæreost.
"Laktosefri": Maks. 0,01 g. laktose per 100 g.
"Lav laktose" eller "laktosefattig": Maks. 1 g. laktose per 100 g.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1434132
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.