Når du har diabetes, er det vigtigt at vide noget om kulhydrater i din mad. Det er nemlig kulhydraterne, der har størst betydning for blodsukkerstigningen.
Gå direkte til:
Diabetes og kulhydrater
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Kulhydrater er kroppens vigtigste energikilde. De findes især i brød, mel, gryn, ris, pasta, kartofler, bulgur, couscous, quinoa, mælk, frugt, sukker, slik, juice, saft, bælgfrugter og grøntsager.
Fælles for kulhydrater er, at de overvejende omdannes til glukose (sukker) i din mavetarmkanal, hvorefter de bliver optaget i blodet.
Kulhydrater påvirker blodsukkeret forskelligt, afhængig af hvor hurtigt de nedbrydes til glukose i tarmen.
Sukkerarter får blodsukkeret til at stige hurtigt, hvor kostfibre får det til at stige ganske lidt over lang tid.
1. Sukkerarter
Sukkerarter er mindre molekyler, der består af glukose og/eller fruktose. De fordøjes nemt og bliver optaget i blodet med det samme.
Blodsukkerstigning kommer hurtigt.
Fødevarer, der indeholder mange sukkerarter
Sukker, druesukker, mv.
Slik, is, kage, mv.
Syltetøj og marmelade.
Frugt og juice.
Sukkerholdige drikkevarer.
Mælk og yoghurt mv.
2. Stivelse
Stivelse består af glukosemolekyler, der er koblet sammen i lange kæder.
Under fordøjelsen spalter vores fordøjelsesenzymer stivelsen til glukosemolyker, som bliver optaget i blodet.
Mange typer af stivelse, for eksempel i hvidt brød, giver lige så hurtig stigning i blodsukkeret som almindeligt sukker.
Fødevarer, der indeholder meget stivelse
Lyst, fiberfattigt brød.
Fiberfattige morgenmadsprodukter, for eksempel Cornflakes og Coco Pops.
Ris, pasta, couscous mv. (polerede ris, kornprodukter uden skaldele)
3. Kostfibre
Kostfibrene passerer mavetarmkanalen næsten ufordøjet og får derfor ikke blodsukkeret til at stige.
Der kan dog stadig være stivelse eller sukkerarter i den fiberholdige mad, hvilket vil få blodsukkeret til at stige.
Det er bedst at spise mad, der indeholder mange kostfibre.
Fødevarer, der indeholder mange kostfibre
Rugbrød og fuldkornsbrød.
Fiberrige morgenmadsprodukter, for eksempel gryn, havrefras.
Rodfrugter.
Frugt og grøntsager.
Bælgfrugter.
Fuldkornsris, fuldkornspasta mv. (upolerede ris, kornprodukter med skaldele).
Mængden af kulhydrat har vist sig at have større betydning for stigningen i blodsukkeret end typen af kulhydrat. Det betyder, at jo mere kulhydrat du spiser, jo mere stiger dit blodsukker.
Fordel derfor kulhydrater jævnt over dagen.
3 hovedmåltider og 2-3 mindre mellemmåltider er et godt udgangspunkt for at holde blodsukkeret stabilt.
Uanset om du får insulin, tabletter eller udelukkende er på diæt, bør du kende virkningen af de forskellige kulhydrater, og i hvilke mad- og drikkevarer de findes.
Hver af portionerne på billedet indeholder 10 gram kulhydrat, men de kan påvirke blodsukkeret forskelligt.
Fødevarerne på billedet er vist i den rækkefølge, at de øverst til venstre giver den hurtigste stigning i blodsukkeret, mens de nederst til højre giver den langsomste stigning.
Det vil sige, at druesukker giver den hurtigste stigning i blodet, mens nødder giver den langsomste stigning.
Blodsukkeret påvirkes ikke kun af de kulhydrater, du spiser
Blodsukkeret påvirkes også af:
Fødevarernes struktur: Jo mere findelt/flydende, desto hurtigere stigning i blodsukker.
Fødevarernes forarbejdningsgrad: Jo mere forarbejdet, desto hurtigere stigning i blodsukker.
Måltidets fedtindhold: Jo mere fedt, desto større blodsukkerstigning, men stigningen kan komme forsinket.
Som tommelfingerregel stiger blodsukkeret ca. 2 millimol/liter, når du spiser 10 gram kulhydrat.
Ved at måle dit blodsukker før måltidet og 2 timer efter du har spist, kan du få erfaringer med, hvordan maden påvirker dit blodsukker.
Generelt anbefales det, når du har diabetes, at blodsukkeret ligger mellem 4-7 millimol/liter før måltidet og under 10 millimol/liter, når du måler det 2 timer efter et måltid.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/909782
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.