CPAP er en behandlingsmetode, der understøtter dit barns vejrtrækning. CPAP-behandling bruges til børn med luftvejssygdomme.
Gå direkte til:
CPAP-behandling
CPAP er en behandlingsmetode der, populært sagt, 'blæser' lungerne op. Behandlingen understøtter og letter dit barns vejrtrækningsarbejde. Der er ikke tale om en respirator.
CPAP-behandling anvendes blandt andet til børn med luftvejssygdomme, eksempelvis RS-virus eller lungebetændelse, hvor barnet har svært ved at opretholde en normal vejrtrækning.
CPAP er en forkortelse af Continiuos Positive Airway Pressure - vedvarende positiv lufttryksbehandling.
Om forløbet
Dit barn får en silikone-næsestuds på, som sidder med 2 små bløde rør i begge næsebor. Næsestudsen blæser opvarmet atmosfærisk luft og eventuelt ilt ned i lungerne. Dit barn ånder ud mod en luftmodstand som bevirker, at slimen som sidder i lungerne løsnes. Dit barn får derved lettere ved at hoste slimen op.
Dit barn vil også få anlagt en sonde gennem det ene næsebor og ned i maven. Sonden bruges til at afhjælpe luftgener under måltider og/eller til medicingivning.
Når dit barn er i CPAP, har det en hue på, som holder næsestudsen på plads.
Dit barn kan godt protestere, når det lægges i CPAP, men falder oftest til ro, når barnet har vænnet sig til det og mærker, at det hjælper.
Under behandlingen vil dit barn blive overvåget med et apparat, der måler puls og iltindhold i blodet. Personalet vil være omkring jer til at observere barnet, give medicin og aflæse apparaturet.
Luftgener i maven som følge af den luft, der blæses ind via næsestudsen. Dette afhjælpes med sonden.
Rødme og hævelse omkring øjnene på grund af den luft der blæser ved næsestudsen.
Rødme omkring næsen grundet tryk fra næsestudsen. Kan afhjælpes med barrierecreme.
Der kan opstå kondens ved næsestudsen, som kan genere barnet. Lejr dit barn på siden, herved undgår barnet dryp i ansigtet.
Du kan amme dit barn eller give flaske, mens barnet er i CPAP-behandling, men på grund af slim, luft i maven og påvirket almentilstand, kan dit barn have svært ved at spise som det plejer. Dette kan afhjælpes ved at give hyppige, små måltider eller give/supplere måtidet på sonden.
Det er vigtigt at bibeholde den aktive forældrerolle og den tætte kontakt til dit barn, selvom det kan se lidt skræmmende ud med de mange slanger og apparaturet. Dit barn har samme behov for pleje, tryghed og nærhed, som kun du som forælder kan give.
Du kan eksempelvis
tage dit barn op og sidde med det
give dit barn mad
pusle dit barn
synge for dit barn
finde legetøj og lignende underholdning til dit barn
For at du som forælder kan have overskud til at være omkring dit barn i dagtiden, er det vigtigt med en god nattesøvn.
På afdelingen har vi forældrerum, hvor du sover om natten.
Personalet passer dit barn og kalder, hvis der er behov for dette.
Behandlingens varighed er individuel fra barn til barn. Den varer typisk 2-5 dage. Når dit barn begynder at få det bedre, holdes der pauser i CPAP-behandlingen. Pauserne bliver længere og længere, før behandlingen endelig afsluttes.
Børn og Unge Afsnit Regionshospitalet Gødstrup Hospitalsparken 15 Fløj A, plan 1 7400 Herning
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/915522
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.