Undersøgelsesplan for børn med knoglebrud og/eller blødninger
Når et barn under 2 år får knoglebrud, blødninger inde i hovedet eller i huden, sættes et udredningsforløb i gang på hospitalet. Her kan du læse om forløbet.
Gå direkte til:
Når et barn, der er under 2 år, kommer ind med knoglebrud, blødninger inde i hovedet eller i huden, skal vi sætte et udredningsforløb i gang. Det skal vi, fordi barnet ikke kan fortælle, hvor de har ondt, eller hvad der er sket.
Det er en procedure, som gælder i hele Danmark og er lovpligtigt for os at følge.
Om forløbet
Om jeres barn har oversete brud eller blødninger
Om der er en bagvedliggende sygdom hos jeres barn, som kan give øget risiko for blødning eller brud
Vi taler med jer om, om der er nogen der kan have påført jeres barn de fundne skader
Hvis I har brug for hjælp til at forebygge risikoen for nye skader, tager vi hånd om det
Stil endelig spørgsmål under forløbet, da mange forældre føler, at udredningsforløbet er psykisk hårdt.
Forløbet er omfattende. Det betyder, at det kræver planlægning. Nogle af undersøgelserne kan laves i Herning, men de fleste foregår på Aarhus Universitetshospital.
De fleste undersøgelser kan kun ske på hverdage. Derfor skal I regne med 2-4 dages indlæggelse. En sygeplejerske fra Børn og Unge Afsnit følges med jer og hjælper jer igennem de forskellige undersøgelser.
Under indlæggelsen må jeres barn ikke forlade Børn og Unge Afsnit af hensyn til den videre udredning og behandling.
Under indlæggelsen er der tilknyttet en sundhedsansvarlig kontaktperson, som hjælper jer gennem forløbet med information og støtte.
De enkelte undersøgelser, og hvad de indebærer
Der kan være behov for at lave en vurdering af jeres barns knoglestyrke og/eller blodets evne til at størkne. I den forbindelse tager vi en blodprøve.
Jeres barn skal ses af en øjenlæge som undersøger, om der er tegn på blødning i eller bag øjnene. Denne undersøgelse laves på Aarhus Universitetshospital
CT-skanning af hovedet kan laves akut og uden bedøvelse. Hvis jeres barn har symptomer på blødninger i hovedet, vælges denne undersøgelse forinden den mere præcise MR-skanning. Undersøgelsen kan laves i Herning.
Røntgen af hele skelettet. Dette foretages en af de første hverdage. Efter 14 dage vil der ske fornyet røntgenkontrol af dele eller hele skelettet. Dette fordi nogle brud først kan konstateres, når bruddet er begyndt at hele. Undersøgelse laves på Aarhus Universitetshospital
MR-skanning af hovedet som kan vise, om der er blødning i hovedet. Fordi man under denne undersøgelse skal ligge helt stille, vil jeres barn kortvarigt blive bedøvet og skal derfor faste inden. Undersøgelsen laves på Aarhus Universitetshospital
Hvis vi vurderer, at der kan være brug for fotodokumentation af sygdomstilstand og blå mærker eller supplerende undersøgelser, kan retsmedicinsk læge inddrages. Dette foregår på Aarhus Universitetshospital
Mere information
Ifølge dansk lovgivning (Servicelovens § 153) har sygehuspersonalet skærpet underretningspligt, hvis der kan være mistanke om, at nogen har påført jeres barn skade.
Socialforvaltningen har derefter ansvaret for at sørge for hjælp til jer som familie ovenpå mistanken om påført skade. Hjælpen kan være i form af beskyttelse eller psykologisk støtte ovenpå et belastende indlæggelsesforløb. Socialforvaltningen skal desuden også tage stilling til, om politiet skal inddrages i sagen.
Tøv ikke med at kontakte os, hvis der opstår spørgsmål, når I kommer hjem.
Børn og Unge Afsnit Regionshospitalet Gødstrup Hospitalsparken 15 Fløj A, plan 1 7400 Herning
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/915526
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.