Har du været ude for en voldsom hændelse, kan du opleve forskellige reaktioner. Reaktionerne er hensigtsmæssige og beskytter mod psykisk sammenbrud. Denne tilstand er en slags chok.

Choktilstanden kan vare fra få øjeblikke og op til flere uger, hvor det efterhånden går op for én, hvad der egentlig er sket.

Tidsfornemmelsen kan være anderledes, end den plejer. Det kan føles, som om tiden står stille eller går helt i stå, som om man oplever det hele i slow motion. Alting kan forekomme uvirkeligt, eller som om du er i en glasklokke

Du kan få fysiske smerter, mavebesvær og kvalmefølelse.

Sanserne skærpes; Du kan let blive forskrækket af lyde og lugte samt synsindtryk og kan hurtigt fare sammen. Du kan opleve søvnbesvær, også selvom du er fysisk og psykisk træt.

Mennesker reagerer forskelligt på chokerende hændelser. Hver dag er ikke ens, og det er vigtigt at give plads til og have forståelse for forskellige reaktioner - både for dig selv og dine nærmeste.

Du kan i tiden efter genopleve situationen. Dette kan opleves skræmmende, og er en normal reaktion.

Du kan føle dig hjælpeløs, trist og have svært ved at overskue tilværelsen og fremtiden.

Skyldfølelse og selvbebrejdelse er også almindelige reaktioner, selv i de tilfælde, hvor der ikke er nogen konkret grund til det. Du kan føle skyld over ikke at have hjulpet andre ved en ulykke eller over noget, du aldrig fik sagt eller gjort.

Det kan være svært at tilgive andre og næsten umuligt at tilgive sig selv. Du kan også føle skyld over at have været heldigere end andre, og at du ikke umiddelbart indså alvoren i situationen.

Husk, at også børn kan være chokerede og føle sorg. Børn har i princippet de samme reaktioner og behov for hjælp, som voksne har. De kan også have brug for at tale om det, der er sket.

Hold ikke børn udenfor, fordi du vil skåne dem. Det kan gøre dem usikre og bange, og fantasien kan være voldsommere end virkeligheden.

Giv klar besked, forbered børn på det, der skal ske. Børn skal ikke tvinges til noget, de ikke selv vil. Det hjælper at lytte til barnet og lade dem reagere.

Venner og familie er den vigtigste og bedste hjælp, især i starten. Bliv ved med at fortælle om hændelsen, også når nyhedens interesse er væk.

Hver gang du sætter ord på det, du føler, får du sat dele af den svære oplevelse på plads.

• Vær til rådighed. Tag kontakt til den kriseramte; Samvær med andre er lindrende.
• Hold fast i virkeligheden, så den kriseramte får overblik over situationen. Kriseramte mennesker kan have svært ved at huske, hvad de har fået at vide, da koncentrationsevnen er nedsat.
• Lyt til fortællingen igen og igen. Undgå at bagatellisere, overdramatisere eller bortlede den kriseramtes tanker og oplevelser.
• Stil realistiske spørgsmål, der hjælper den kriseramte til at forholde sig til det, der er sket.
• Tilbyd hjælp til dagligdags fornødenheder.

• Den vigtigste hjælp er at være sammen med dine nærmeste.
• Du kan få hjælp og støtte hos din praktiserende læge. Din læge kan hjælpe dig med at søge andre muligheder for hjælp, hvis det bliver nødvendigt.
• Du har også mulighed for at kontakte din lokale præst.
• Du kan eventuelt få hjælp via din egen forsikring.