Før proceduren
- Spørg os, hvordan det vil foregå, hvordan det føles, hvad der findes af hjælpemidler til at gøre det mindre smertefuldt og ubehageligt for barnet. På den måde får du selv viden til at svare på dit barns spørgsmål om proceduren.
- Fortæl dit barn om proceduren på en rolig og udramatisk måde. Fortæl så simpelt og præcist som muligt om, hvad der skal til at ske.
- Besvar dit barns spørgsmål og gentag informationen, når barnet spørger til det – det er barnets måde at forberede sig.
- Hvis proceduren er ubehagelig eller smertefuld så lyv ikke om det, men fortæl hvad I og vi kan gøre for, at det bliver så behageligt som muligt for barnet.
- Anvend hjælpemidler, såsom trylle-creme (lokalbedøvende creme) efter retningslinjerne og i god tid, så de når at virke maksimalt.
Under proceduren
- Vi anbefaler, at du som mor eller far er med under proceduren. Hvis du føler dig ude af stand til at støtte barnet under proceduren, anbefaler vi, at du får en anden voksen med god og tæt kontakt til dit barn til at hjælpe.
- Det er en god idé, at I koncentrerer jer om kontakten med jeres barn i stedet for selve proceduren, så barnet føler sig så trygt som muligt. Lad i stedet personalet koncentrere sig om proceduren.
- Mind barnet om de aftaler, I har lavet og fortæl meget gerne personalet om dem, så de kan hjælpe jer med at gennemføre dem.
- Små børn har ofte glæde af tæt kropskontakt med deres forældre, en sang eller en rolig forsikring om, at det nok skal gå. At blæse sæbebobler, kigge på et stykke legetøj, en uro, et billede eller lignende kan også aflede barnets opmærksomhed fra selve proceduren.
- Lidt større børn (børnehave-alderen) har ofte glæde af selv at fortælle, så spørg til det, som barnet synes er sjovt for tiden – og få barnet til at fortælle om det.
- Det kan også hjælpe, hvis barnet slapper godt af. Børn i skolealderen kan have god gavn af afslapning, så hjælp barnet med at trække vejret roligt og blive helt tung i kroppen.
- Mange børn vil gerne have medbestemmelse, så lad barnet bestemme, f.eks. om det vil sidde hos dig eller på en stol ved siden af, hvilken farve forbinding, der skal på bagefter eller lignende.
- Hvis barnet bliver ked af det og græder, så lad det vide, at det er helt i orden at blive ked af. Undgå at kritisere, undskylde eller forhandle under proceduren.
- Bevar roen – kun ved at bevare roen, kan du hjælpe dit barn med at komme godt igennem proceduren.
Mere information
Teksten er udarbejdet af og venligst udlånt af Videnscenter for Børnesmerter, Rigshospitalet.
Du kan læse mere på Videnscenter for Børnesmerter (www.rigshospialet.dk)
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.