Om sengeafsnittet
På Sengeafsnit 5 behandler vi voksne med psykiske lidelser, som har behov for indlæggelse. Sengeafsnit 5 har 11 sengepladser.
Vi har særlige kompetencer inden for behandling af psykosesygdomme og patienter, der samtidig har for eksempel ADHD, autisme, udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning. Vi behandler også patienter med en behandlingsdom eller anden retslig foranstaltning.
Hvis du bliver indlagt mod din vilje efter psykiatriloven, starter dit indlæggelsesforløb på Sengeafsnit 5, uanset hvilken diagnose du har. Når din behandling tillader det, vil du ofte blive flyttet til et sengeafsnit, der er specialiseret i netop dine behov.
Vi ønsker at skabe et trygt, respektfuldt og forudsigeligt miljø. Behandlingen tager udgangspunkt i dine behov, ressourcer og mål.
Sådan bliver du indlagt
Hvis du har akut behov for psykiatrisk behandling, bliver du som udgangspunkt modtaget i den fælles Akutmodtagelse.
I nogle tilfælde kan du blive indlagt direkte på Sengeafsnit 5. Det kan for eksempel være, hvis du allerede er i behandling i psykiatrien, eller hvis det er aftalt med en læge.
Efter den første vurdering finder vi ud af, om du skal:
- fortsætte behandlingen på Sengeafsnit 5
- flyttes til et mere specialiseret sengeafsnit
- udskrives og fortsætte din behandling uden indlæggelse eller hos din egen læge.
Dørene kan være låste
Dørene til afsnittet kan være åbne eller låste afhængigt af patienternes behov og sikkerhed.
Som udgangspunkt er døren låst mellem kl. 20.00 og 07.00. Har du behov for at komme ud, hjælper personalet dig.
Hvem møder du?
Du bliver mødt af medarbejdere med forskellige fagligheder, som samarbejder om din behandling.
Når du bliver indlagt, får du en kontaktperson. Kontaktpersonen hjælper med at planlægge din behandling og støtter dig i hverdagen.
Læger har ansvar for din lægefaglige behandling, din medicin og den samlede behandlingsplan.
Psykologer kan blandt andet bidrage med psykologiske vurderinger og samtaler og er med til at planlægge din behandling sammen med lægerne.
Socialrådgivere kan hjælpe med spørgsmål om blandt andet økonomi, bolig, uddannelse, arbejde og kontakt til kommunen.
Din kontaktperson
Din kontaktperson kan være sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, ergoterapeut, fysioterapeut eller pædagog.
De forskellige faggrupper kan blandt andet hjælpe dig med:
- Sygepleje og pleje: Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter støtter dig i den daglige behandling, følger din trivsel, giver dig medicin og hjælper med struktur og pleje.
- Daglige aktiviteter: Ergoterapeuter kan hjælpe med struktur, sanseregulering, daglige aktiviteter og strategier til at mestre hverdagen.
- Fysisk aktivitet: Fysioterapeuter arbejder blandt andet med træning, afspænding og kropslig trivsel.
- Struktur og sociale færdigheder: Pædagoger kan blandt andet støtte dig i kommunikation, sociale færdigheder og hverdagens udfordringer.
Hvis din kontaktperson er fysioterapeut, ergoterapeut eller pædagog, vil en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent også være en del af dit kontaktteam. De hjælper blandt andet med din medicin og følger op på eventuelle fysiske helbredsproblemer.
På informationsskærmene i afsnittet kan du blandt andet se:
- hvornår du skal tale med en læge
- hvilken læge du skal tale med
- hvem dine kontaktpersoner er.
Vi er også uddannelsessted, og du kan derfor møde studerende og elever på afsnittet.
Din behandling
Din behandling tager udgangspunkt i dine behov og i det, der er vigtigt for dig.
Vi arbejder sammen med dig om at skabe størst mulig trivsel og selvstændighed og om at styrke din mulighed for at mestre hverdagen.
Din behandling kan blandt andet bestå af:
- samtaler med læge eller psykolog
- støttende samtaler med din kontaktperson
- medicinsk behandling
- miljøterapi
- fysioterapi og ergoterapi
- information og undervisning om din sygdom og behandling
- aktiviteter og fysisk træning
- støtte til søvn, døgnrytme og daglige rutiner
- planlægning af tiden efter din indlæggelse.
Vi tilpasser behandlingen til dine behov og mål.
Miljøterapi er en del af behandlingen
Miljøterapi betyder, at vi bruger hverdagens aktiviteter, relationer og rammer til at støtte dig i din bedring.
Vi kan blandt andet arbejde med:
- struktur og forudsigelighed
- faste rutiner i løbet af dagen
- måltider
- sociale og kreative aktiviteter
- fysisk aktivitet
- træning af daglige færdigheder
- støtte til at håndtere svære situationer og finde nye måder at mestre dem på.
Hverdagen på afsnittet
Vi lægger vægt på, at hverdagen er så tryg og forudsigelig som muligt.
Hver morgen holder vi et fælles møde, hvor vi gennemgår dagens program. Her har du også mulighed for at fortælle om dine ønsker og behov.
Der er aktiviteter både på hverdage, om aftenen og i weekenderne. Du kan se de planlagte aktiviteter på patienttavlen i afsnittet.
Du kan blandt andet deltage i:
- gåture
- fælles måltider
- kreative aktiviteter
- fysisk træning
- aktiviteter i hallen
- spil
- aktiviteter, der kan hjælpe med at skabe ro og regulere sanseindtryk.
Du kan også aftale individuelle aktiviteter med personalet. Det kan være aktiviteter sammen med andre patienter eller aktiviteter, du laver alene, hvis det passer til din behandling.
Hvis du har udgang, kan du efter aftale bruge hallen alene, sammen med personale eller sammen med andre patienter.
Du er altid velkommen til at tale med personalet, hvis du har ønsker til aktiviteter. Vi forsøger at imødekomme dem, når det er muligt.
Mad og måltider
Vi tilbyder morgenmad, frokost, aftensmad og mellemmåltider.
Personalet hjælper dig med at bestille mad. Vi tager så vidt muligt hensyn til allergier, særlige kostbehov og religiøse hensyn.
Har du spørgsmål eller særlige ønsker, kan du tale med personalet.
Praktisk under indlæggelsen
Du får som udgangspunkt dit eget værelse med bad og toilet. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at dele værelse med en anden patient.
Som udgangspunkt sørger du selv for transport til og fra din indlæggelse.
Læs om kørsel til og fra hospitalet
Det skal du have med ved en planlagt indlæggelse
Hvis din indlæggelse er planlagt, anbefaler vi, at du medbringer:
- toiletsager
- din faste medicin
- behageligt tøj
- eventuelt sportstøj
- eventuelle hjælpemidler
- cigaretter, hvis du ryger.
Hvis du bliver indlagt akut, hjælper vi dig så vidt muligt med det, du har behov for under indlæggelsen.
Personalet opbevarer den medicin, du har med, og giver dig den, når du skal have den.
Læs afsnittets husorden
På din stue finder du afsnittets husorden. Her kan du blandt andet læse om:
- besøg
- rygning
- mobiltelefon og computer
- værdigenstande
- døgnrytme
- sikkerhed på afsnittet.
Når du skal udskrives
Samarbejde med din behandler
Hvis du allerede er tilknyttet et behandlingstilbud uden for sengeafsnittet, samarbejder vi med din behandler under indlæggelsen, hvis du giver samtykke til det.
Samarbejdet skal være med til at sikre sammenhæng i din behandling både under og efter indlæggelsen.
Vi planlægger det videre forløb sammen med dig
Inden du bliver udskrevet, planlægger vi sammen med dig, hvad der skal ske bagefter.
Du kan blandt andet fortsætte din behandling:
- i et psykiatrisk team
- hos din egen læge
- i et kommunalt tilbud
- på et andet psykiatrisk sengeafsnit, hvis du fortsat har behov for at være indlagt.
Det kan være en stor omvæltning at vende tilbage til hverdagen efter en indlæggelse.
Læs om andres oplevelser og få gode råd, når du skal udskrives
Til pårørende
Pårørende er ofte en vigtig del af patientens liv, og vi ønsker et godt samarbejde.
Hvis patienten ønsker det, inddrager vi gerne pårørende i behandlingen. Det kan blandt andet være gennem:
- samtaler med kontaktpersonen
- familiesamtaler
- behandlingssamtaler med relevante fagpersoner.
Hvis patienten ikke ønsker, at vi deler oplysninger om behandlingen, respekterer vi det. Som pårørende er du dog altid velkommen til at kontakte os med oplysninger, som kan have betydning for behandlingen.
Vi er særligt opmærksomme på børn som pårørende og hjælper gerne med information om relevante tilbud om støtte.
Læs mere om Sengeafsnit 5 og om din rolle som pårørende
Besøg
Pårørende er velkomne på besøg.
Vi anbefaler, at I aftaler besøget med personalet, så det passer til patientens behandling og ønsker.
Besøg foregår som udgangspunkt mellem kl. 10.00 og 21.00 på patientens værelse.
Af hensyn til sikkerheden gennemgår personalet de ting, der bliver taget med ind på afsnittet.
Mere information om psykiatri
Hvis du ønsker mere generel information om psykiatri, kan du besøge regionens overordnede hjemmeside om psykiatri.
Her finder du bl.a. information om psykiatriske sygdomme, vores temaaftener om psykiatri og tilbud til pårørende.