I Klinik for Synkelidelser laver vi undersøgelse af synkefunktionen, udarbejder genoptræningsplaner og tilbyder vejledning i synke- og spisefunktionen.

Hvad kan du få ud af undersøgelsen?

Klinik for Synkelidelser foretager undersøgelse og vurdering af synkefunktionen, og vejleder i forhold til det videre forløb.

Undersøgelsen kan være med til at give:

  • Vejledning til dig som patient og dine behandlere om eventuelt yderligere undersøgelser, der bør foretages.
  • Vejledning om eventuel ændring i konsistens af mad og drikke.
  • Vejledning om måder, der gør det nemmere at spise og drikke.
  • Råd og vejledning om specifik træning af synkefunktionen.

Faggrupper du møder

Når du kommer i afsnittet, møder du forskellige faggrupper. Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Før du kommer

Bliv henvist

For at du kan komme ind til undersøgelse og behandling hos os, skal du have en henvisning.

Du kan blive henvist af:

  • Privatpraktiserende øre-næse-halslæge
  • Andre hospitalsafdelinger.

Læs mere om henvisning

Læs dit indkaldelsesbrev

Når du er blevet henvist, indkalder vi dig til undersøgelse. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.

I brevet finder du information om:

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske til undersøgelsen
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
  • Hvad du evt. skal gøre hjemmefra.

Forbered dig

Eneste forberedelse er at udfylde det spørgeskema, som der linkes til i indkaldelsesbrevet.

Der skal altid en pårørende med til undersøgelsen.

Dit besøg

Når du ankommer

Skan dit sundhedskort

Når du kommer til hospitalet, skanner du dit sundhedskort på ankomststanderen, som er placeret umiddelbart indenfor hovedindgangen. Følg instruktionerne på ankomststanderen. Instruktionerne skrives også ud på en bon, som ankomststanderen automatisk skriver ud.

Frivillige fra Røde Kors står klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for det.

Når du kommer til venteområdet ved klinikken, skanner du dit kort igen. Så ved vi, at du er kommet. Vi kommer og henter dig, når det er din tur.

Ventetid

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan opstå situationer, som kan give ventetid. Vi informerer, så godt vi kan, hvis der opstår forsinkelser.

Vi laver mange forskellige undersøgelser og behandlinger af forskellig varighed. Derfor kan man ikke forvente at blive kaldt ind i den rækkefølge, man ankommer i.

Dit forløb

Dit første besøg 

Du kommer ind til samtale og undersøgelse, hvor vi vil: 

  • Tale med dig om din sygdomshistorie og de symptomer du oplever
  • Undersøge din synkefunktion ved hjælp af en ultratynd kikkert, som føres gennem næsen
  • Undersøge din anatomi i svælget - fx stemmebånd og strubelåg
  • Afprøve forskellige konsistenser af mad og drikke, hvis det vurderes sikkert at prøve.

Ved undersøgelsen deltager ergoterapeut, sygeplejerske og læge.

Undersøgelse tager typisk 30-60 minutter.

Blå mad

I vores Klinik for Synkelidelser serverer vi blå mad for patienterne. Her laver vi vurderinger af synkefunktionen i svælget ved hjælp af en lille kikkert i svælget, og skal vi vurdere eventuelle synkeproblemer, så bliver vi nødt til at se patienten spise.

Vi byder på både vand, danskvand, æblemos og rugbrød.
Den blå farve bruger vi, så vi er helt sikre på at kunne følge maden hele vejen ned igennem svælget. Vurderingen foregår i tæt samarbejde mellem en ØNH-læge og en ergoterapeut

Svar på din undersøgelse 

Du får svar på din undersøgelse med det samme. 

Vejledning

Efter undersøgelsen vil du modtage vejledning i:

  • Genoptræning 
  • Anvisninger omkring spisning fx konsistens af mad og væske
  • Teknikker under spisning

Ved behov for genoptræningsplan (herunder træningsøvelser for at forbedre synkefunktionen) laves den efter undersøgelsen og sendes elektronisk til visitationen i din hjemkommune.

Afslutning af dit forløb

Du er tilknyttet Klinik for Synkelidelser, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.

I nogle tilfælde fortsætter din behandling et andet sted, når dit forløb hos os slutter.

Vi aftaler din opfølgende behandling med dig, inden du bliver afsluttet. 
Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.

På sundhed.dk kan du læse din digitale journal. Her finder du information om dit forløb hos os, og de aftaler vi har lavet. Efter aftale med dig, giver vi også relevante behandlere besked om de aftaler, vi har lavet.

Til pårørende

Der skal altid være en ledsager med til undersøgelsen. Hvis patienten har brug for personlig hjælp, skal plejepersonalet følge med for at kunne assistere patienten under undersøgelsen og i ventetiden på eventuel transport.

Derudover kan du som pårørende hjælpe med, at:

  • høre, hvad der bliver sagt under samtalen
  • stille spørgsmål
  • eventuelt hjælpe med at forberede spørgsmål hjemmefra.

Find vej

Kontakt

Telefon

7843 9744 

Sekretær telefontid:

  • Mandag, tirsdag, torsdag og fredag:
    Kl. 08:00-10:00 og 13:00-14:00
  • Onsdag:
    Kl. 09:00-10:00 og 13:00-14:00  

Akut hjælp

Ved akut behov for hjælp, kontakt egen læge eller lægevagten på tlf. 70 11 31 31.

Adresse

Klinik for Synkelidelser, Øre-, Næse- og Hals Klinikken
Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning

Almindelig mail: oere.naese.halskirurgi@goedstrup.rm.dk (OBS: se adresse nedenfor til sikker mail)

Indgang og destination

Brug hovedindgangen og gå til fløj D.

Mail

Skriv en sikker mail til Øre-, Næse- og Halskirurgi (Hav dit MitID klar):

Send mail via borger.dk