Fysio- og Ergoterapi når du ikke er indlagt
Find praktiske informationer, hvis du har tid hos en fysio- eller ergoterapeut. Læs om, hvordan du forbereder dig, og hvad der sker i forbindelse med dit besøg.
Afbud eller ændring af tid
Giv hurtig besked
Ring og giv besked hurtigst muligt, hvis du er forhindret i at møde til den aftalte tid. Find telefonnummer i din indkaldelse.
Om klinikken
Sygdomme vi undersøger og behandler
Fysio- og ergoterapeuter undersøger og behandler dig på klinikker på hospitalet.
Det kan f.eks. være:
- en skade/operation på kroppen, arme eller ben
- en sygdom i hjerne eller nerver
- kræft i blærehalskirtlen
- problemstillinger i underliv og bækken
- børn med forskellige problemstillinger
- lungesygdom
- hjertesygdom
- diabetes og hormonsygdom
- blodsygdom
- nyresygdom
- gigtsygdom
- kræftsygdom
Før du kommer
Bliv henvist
For at du kan komme til undersøgelse, behandling og evt. træning hos en fysioterapeut eller ergoterapeut, skal du henvises fra en klinik eller en afdeling på hospitalet.
Hvis du i forvejen har en tid i en klinik tilstræber vi, at det bliver samme dag.
Læs dit indkaldelsesbrev
Når du er blevet henvist, indkalder vi dig. Du modtager et indkaldelsesbrev med Digital Post eller som almindelig brev, hvis du er fritaget for Digital Post.
I brevet finder du information om:
- Hvor og hvornår du skal møde op
- Hvad der skal ske ved dit besøg
- Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
- Hvad du evt. skal have med hjemmefra.
Du kan sende en mail til os ved at trykke besvar i indkaldelsesbrevet.
Dit besøg
Når du ankommer
Skan dit sundhedskort
Når du kommer ind på hospitalet, scanner du dit sundhedskort på en ankomststander i foyeren, og igen når du ankommer til ankomststander ved venteområdet. Så kan din terapeut se, at du er mødt. Tag plads i venteområdet. Vi kommer og henter dig, når det er din tur.
Du har mulighed for at tage et glas vand eller kaffe/the mens du venter.
Ventetid
Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan opstå situationer, som kan give lidt ventetid. Medbring derfor gerne noget læsestof eller anden underholdning.
Du kan henvende dig ved sekretæren, hvis du har spørgsmål til din ventetid.
Dit forløb
Når du er henvist til Fysio- og Ergoterapi kan det være til:
- Information og instruktion forud for en operation
- Undersøgelse, vurdering og behandling efter en operation
- En specialiseret vurdering og eventuel behandling
- Træningstilbud på hospitalet
- Specialiseret genoptræning efter en sygehuskontakt.
Du vil ved første besøg blive undersøgt ved en fysio- eller ergoterapeut. Ved undersøgelsen vil vi f.eks:
- Tale med dig om din sygdomshistorie og de aktiviteter du har svært ved at udføre og herunder de symptomer, du oplever
- Lave en fysisk undersøgelse fx af muskler og led, og hvordan du bevæger dig.
- Det kan være, at du får øvelser du selv skal udføre og forslag til, hvordan du bedst tackler de symptomer og begrænsninger du har i din hverdag. Du har altid mulighed for at stille spørgsmål.
Efter undersøgelsen planlægger fysio- eller ergoterapeuten sammen med dig det videre forløb.
Afslutning af dit forløb
Du er tilknyttet Fysio- og Ergoterapi, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.
Inden dit forløb i Fysio- og Ergoterapi slutter, taler vi med dig om din videre genoptræning.
I nogle tilfælde tilbydes du en genoptræningsplan til videre træning i kommunen.
På sundhed.dk kan du læse din digitale journal. Her finder du information om dit forløb hos os, og de aftaler vi har lavet.
Efter dit besøg
Når du skal have en ny tid
Hvis din fysio- eller ergoterapeut vurderer at du har behov for at komme igen, får du en tid til næste besøg. Nogle gange får du tiden med det samme, andre gange får du besked om, at den nye tid sendes til dig via Digital Post.
Du skal være opmærksom på, at du kan få flere tider i ét indkaldelsesbrev, særligt hvis du deltager i holdtræning.
Træningsprogram
I mange tilfælde får du et træningsprogram med øvelser, du selv skal lave derhjemme. Du kan få et visitkort med webadressen, så du kan se øvelserne online eller vi hjælper dig med at lægge et link på din telefon til webadressen.
- Du kan finde oversigt over vores patientvejledninger som ofte indeholder et træningsprogram.
Husk at du altid bør aftale med fysio- eller ergoterapeuten, hvilke øvelser du skal lave.
Når du får en genoptræningsplan
Når du har en kontakt med hospitalet bliver det vurderet, om du har et lægefagligt behov for genoptræning. Hvis du har behov for genoptræning bliver du tilbudt en genoptræningsplan. Du modtager din genoptræningsplan i din e-Boks via Digital Post eller med posten.
Læs din genoptræningsplan
Din genoptræningsplan kan være specialiseret eller almen, det fremgår af genoptræningsplanen, og det har betydning for om det er hospitalet eller kommunen, der skal tilbyde dig genoptræning. I genoptræningsplanen er det beskrevet, hvilke behov du har for træning og hvad træningen skal rette sig mod.
Specialiseret genoptræning på hospitalet
Genoptræningen foregår på hospitalet, hvis lægen vurderer, at du har brug for specialiseret genoptræning. I disse tilfælde modtager vi din genoptræningsplan, som er din henvisning.
Almen genoptræning i din kommune
I de fleste tilfælde henviser lægen til almen genoptræning, som foregår i din hjemkommune. Du bliver kontaktet af kommunen, så i sammen kan lave en aftale om genoptræningen.
Når du ikke er blevet indkaldt til genoptræning
I din genoptræningsplan finder du et telefonnummer og kontaktoplysninger du kan benytte, hvis du har spørgsmål til din genoptræningsplan, eller hvis du ikke bliver indkaldt.
Ved tvivlsspørgsmål, er du velkommen til at kontakte os, så vil vi forsøge at være behjælpelige.
Mere information
I Fysio- og Ergoterapi vi udarbejdet en række patientvejledninger som kan give dig gode informationer og råd om særlige problemstillinger:
Til pårørende
Hjælp på hospitalet
Du er velkommen til at deltage i samtaler og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.
Du kan som pårørende hjælpe med at:
- Høre, hvad der bliver sagt under samtalen
- Stille spørgsmål
- Hjælpe med at forberede spørgsmål hjemmefra
- Fortælle, hvilke symptomer du har lagt mærke til, og hvordan du oplever, at de påvirker patienten i hverdagen.
Hjælp hjemme
Det er vigtigt, at du hjælper med at støtte patienten i forhold til øvelser og genoptræning. For nogle patienter er der begrænsninger i forhold til, hvilke bevægelser de må udføre, eller hvor meget de må løfte. Det kan derfor være nødvendigt, at du overtager opgaver i hjemmet i en periode.
Godt du spør'
Husker du at stille spørgsmål? Se forslag til gode spørgsmål, som både du og dine pårørende kan stille, på www.godtduspoer.dk
Nyttige links
Kontakt
Telefon
Fysio- og Ergoterapi
Tlf. 78 43 43 00
Kl. 8:00-12:00 mandag - fredag
Adresse
Fysio- og Ergoterapi
Neurologi, Fysio- og Ergoterapi
Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning
Skriv en sikker mail til os (Hav dit MitID klar):