Denne information er til dig, der ønsker at blive steriliseret, eller som er værge i forbindelse med ansøgning om sterilisation.
Gå direkte til:
Information om sterilisation
Vær opmærksom på
I Danmark har du som udgangspunkt ret til at blive steriliseret, når du er fyldt 18 år.
Hvis du ønsker at blive steriliseret, skal du kontakte din egen læge. Lægen sender din ansøgning til hospitalet, som herefter vil indkalde dig til samtale på hospitalet.
Refleksionsperiode hvis du er mellem 18-25 år
Hvis du er mellem 18 og 25 år, er der en refleksionsperiode på 6 måneder, før indgrebet må foretages. Refleksionsperioden gælder fra det tidspunkt, hvor du har haft en indledende samtale med lægen på hospitalet.
Formålet med refleksionsperioden er at understøtte, at du får mulighed for nøje at overveje konsekvenserne af sterilisation.
Hvis nedenstående grunde taler for det, kan du blive steriliseret, når du er under 18 år:
Hvis der på grund af arvelige anlæg hos dig selv eller din partner er fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse
Hvis du og din partner på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for eventuelle børn på forsvarlig måde
Hvis der er betydelig fare for, at du eller din partner ikke kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med betydelige beskadigelser
Hvis de forhold, som du og din familie lever under, gør det påkrævet at undgå barnefødsler.
Tilladelsen gives af Samrådet for Abort og Sterilisation i Region Midtjylland.
Når samrådet skal træffe afgørelse om, hvorvidt sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på om de forhold, der begrunder sterilisationen, er af varig karakter, og om svangerskab kan forebygges hensigtsmæssigt på anden vis.
Ønsker du at ansøge om sterilisation før du er fyldt 18 år, skal du kontakte din praktiserende læge. Lægen sender herefter en ansøgning til Samrådet for Abort og Sterilisation.
Hvis ansøgeren ikke forstår betydningen af at blive steriliseret eller ikke kan vurderes fuldt habil, skal Samrådet for Abort og Sterilisation træffe afgørelse. Det gælder uanset ansøgerens alder.
Der kan gives tilladelse til sterilisation hvis:
Der, på grund af arvelige anlæg hos personen selv eller dennes partner, er fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse
Personen selv og partner på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for eventuelle børn på forsvarlig måde
Der er betydelig fare for, at personen selv eller partner ikke kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med betydelige beskadigelser
De forhold, som personen selv og familien lever under, gør det påkrævet at undgå barnefødsler.
Når samrådet skal træffe afgørelse om, hvorvidt sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på om de forhold, der begrunder sterilisation, er af varig karakter, og om svangerskab kan forebygges hensigtsmæssigt på anden vis.
Samrådets behandling af din ansøgning
Inden Samrådet behandler ansøgningen, vil de sørge for, at den der søges steriliseret bliver undersøgt og vurderet af en psykiater. Samrådet sørger også for, at der ansøges om beskikkelse af en særlig værge.
Borger vil også blive tilbudt et samtaleforløb med en seksualvejleder eller en socialrådgiver, inden samrådet behandler ansøgningen. Formålet med samtalerne er at sikre, at borger får mulighed for at reflektere over at blive steriliseret på sine egne præmisser.
Krav om beskikkelse af en særlig værge
Hvis den, der ansøger om sterilisation, er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet eller ikke kan vurderes fuld habil, skal der beskikkes en særlig værge.
Der skal beskikkes en værge i forbindelse med ansøgning om sterilisation, uanset om man har en værge i forvejen.
Den værge, man har i forvejen, kan godt være den samme person, der beskikkes som værge ved sterilisation.
Direkte link til denne side: www.godstrup.dk/1295070
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.