CT er en forkortelse for Computer Tomografi. Tomografi betyder tværsnits fotografering. Undersøgelsen er en computerstyret røntgenfotografering, hvor billederne bliver vist på en computerskærm.
Forbered dig til undersøgelsen
Da metal i undersøgelsesområdet forstyrrer billeddannelsen, skal du fjerne alle løse metalgenstande fra det område, der skal skannes. Det gælder fx BH'er med bøjle, tøj med lynlåse/knapper og smykker.
Af hensyn til risikoen for at beskadige et foster med røntgenstråler, skal du være sikker på, at du ikke er gravid, hvis du skal skannes svarende til underlivet.
Hvis det er muligt, at du kunne være gravid, skal du få det tjekket før undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Du ligger på et leje, som langsomt bevæger sig igennem en skanner, og det ønskede område skannes.
Forvent at undersøgelsen varer mellem 15 - 45 minutter
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen fra den læge, som har henvist dig til Røntgenafdelingen