Hyppigheden af tvillingegraviditeter er i dag cirka 1 ud af 40 graviditeter.
Af disse er 70-80 % dichoriske og har hver deres moderkage. Disse tvillinger kan være enæggede eller tveæggede.
De sidste 20-30 % er monochoriske og deler en moderkage. Monochoriske tvillinger er altid enæggede.
Når man venter tvillinger, er der i graviditeten en øget risiko for komplikationer i forhold til enkeltgraviditeter. De mest almindelige komplikationer er for tidlig fødsel og væksthæmning. Derfor intensiveres graviditetsomsorgen, der foregår hos jordemoder og læge i svangreambulatoriet efter en individuel plan. Kontrol af børnenes tilvækst er en vigtig del af graviditetsundersøgelserne.
Generelt
- Let fysisk aktivitet og motion såsom svømning kan tilrådes, såfremt plukkeveer ikke tiltager derved.
- På grund af øget risiko for at føde for tidligt er det som udgangspunkt vores anbefaling, at du fraværsmeldes fra graviditetsuge 28. Ved hårdt, fysisk arbejde anbefales fraværsmelding fra graviditetsuge 20.
Dette kan planlægges individuelt mellem dig og din læge eller en af jordemødrene fra dit team.
Der er i ukomplicerede tvillingegraviditeter ingen dokumenteret værdi af liggende aflastning.
Hos din egen læge
Lægen tilbyder graviditetskontrol i uge 25 og 32. Behovet for dette kan være en individuel vurdering, da der i forvejen er intensiveret graviditetskontrol, når du/I venter tvillinger.
Derudover vil lægen anbefale, at du får lavet en glukosebelastningstest omkring graviditetsuge 28 for at undersøge, om du graviditetssukkersyge.
Skanning i Akut Klinik for Gravide
Ved tveæggede tvillinger foretages ultralydsscanning hver 4. uge fra 20. graviditetsuge. Det anbefales, at fødslen sættes i gang, så jeres barn er født i graviditetsuge 38+0.
Ved enæggede tvillinger foretages ultralydsscanning hver 2. uge fra 16. graviditetsuge. Det anbefales, at fødslen sættes i gang, så jeres barn er født i graviditetsuge 37+0.
Hos jordemoderen
Ved første jordemoderbesøg vil du/I møde en af jordemødrene fra dit/jeres jordemoderteam.
Her tilbydes du/I at deltage i gruppekonsultationer (inklusiv fødselsforberedelse), hvor vi hver gang tilstræber, at alle 3 jordemødre deltager således, at du/I lærer hinanden bedre at kende inden fødslen. Disse gruppekonsultationer vil udelukkende være for dig/jer, der venter tvillinger. Vi tager forskellige emner op omkring graviditet, fødsel og barsel.
Jordemødrene svarer på de spørgsmål, du/I måtte have, og hører til graviditeten og de forandringer, der sker både fysisk og psykisk.
Til hver jordemoderkonsultation vil jordemoderen svare på de spørgsmål, du/I må have. Hun vil tale med dig / jer om de forandringer, der sker både fysisk og psykisk i graviditeten, og tage fat på emner, der handler om fødslen af børnene, både den vaginale fødsel og kejsersnit. Derudover vil hun vurdere fosterstørrelser og lejring, lytte hjertelyd, tage BT og undersøge din urin.
Fødselsforberedelse
Fødselsforberedelsen forløber over 3 gange af 2-2.5 times varighed. Vi tilstræber, at alle 3 jordemødre fra Team 2 deltager, så du / I lærer hinanden at kende inden fødslen. Fødselsforberedelsen vil udelukkende være for dig/jer, der venter tvillinger. Vi tager forskellige emner op omkring graviditet, fødsel og barsel og foregår som en blanding af oplæg og øvelser.
Ved at deltage i fødselsforberedelse håber vi på, at vi kan forberede dig / jer på den forestående fødsel eller kejsersnit, og også på tiden efter, hvor du / I bliver en familie med tvillinger.
Vores erfaring fra fødselsforberedelsesholdene er, at man som tvillingeforældre både har tanker og spørgsmål, som er fælles for alle gravide og også tanker og spørgsmål, som er målrettede det at blive forældre til tvillinger. Ved at møde andre gravide / par, der venter tvillinger, er der mulighed for at dele disse tanker med hinanden – og måske at få et netværk etableret ift at blive tvillingeforældre.