19.05.2022

Forud for åbningen af Regionshospitalet Gødstrup har der været mange års forberedelse og en masse beslutninger. Læs, hvad der bl.a. gør byggeriet nødvendigt, om enestuer, kollektiv transport til og fra hospitalet, hospitalets betydning for patienter, pårørende og personale og meget andet.

Tryk på tidslinjen herunder for at se nedslag i byggeriets historie.

 

Tidslinje 2007- 2022

 

Hvorfor bygge et nyt hospital?

Nye hospitaler er meget mere end teknik og mursten. De skal passe til fremtiden med stadig flere ældre og stadig flere kroniske sygdomstilstande, med behov for udredninger og individuelt tilpassede behandlinger og forløb.

Patienterne skal have den bedste behandling i rette tid, og helst på en måde, som forstyrrer dagligdagen mindst muligt.

Det betyder færre og kortere indlæggelser, og at ambulante behandlinger bliver det mest almindelige. De lægelige specialister bliver samlet på færre og mere moderne hospitaler. Det bidrager til hurtigere udredning og bedre behandling. For patienterne betyder moderne hospitaler større sikkerhed, sammenhængende behandlinger og mere trygge oplevelser.


Patientforløb

Indtil åbningen af Regionshospitalet Gødstrup driver Hospitalsenheden Vest hospital på tværs af tre matrikler og to sundhedshuse. Selvom specialer og funktioner i Hospitalsenheden Vest er fordelt så hensigtsmæssigt som muligt, så betyder det alligevel, at en række patienter er nødt til at blive overflyttet mellem hospitalerne undervejs i deres forløb. Ved at samle funktionerne under samme tag i Gødstrup, kan hele patientforløbet foregå samme sted. Når alle patienterne er i samme hus, så kan de rette eksperter komme til patienten og ikke omvendt.

Med samlingen af patientforløb i Gødstrup følger på samme tid en stadig større indretning af mobile og nære sundhedstilbud til borgere. Det bliver sundhedspersonale fra Gødstrup, der også bemander akutklinikker og sundhedshuse tæt på borgernes eget hjem.


Effektiv vagtdækning

En af de største udgiftsposter i hospitalsvæsenet er hensynet til, at den nødvendige sundhedsfaglige ekspertise står klar til at tage imod akutte patienter døgnet rundt. Når hele vagtberedskabet er samlet ét sted – Regionshospitalet Gødstrup - så skaber det en stor besparelse på en af de tungeste udgiftsposter– og det skaber også tryggere rammer for patienterne. Når et stærkt fagligt fællesskab er samlet på et hospital, så møder patienten altid den rette ekspertise – og det gør det til en mere attraktiv arbejdsplads, for de medarbejdere, som kan bruge hinanden til at skabe bedre forløb for patienterne.


Faglig bredde og dybde

Når alt sundhedspersonale er samlet under samme tag, kan man specialisere sig og supplere hinanden.

Hvis man eksempelvis placerer to læger, der kan det samme på to forskellige hospitaler, så vil ingen af dem møde det antal patienter der skal til for at fastholde deres erfaringsniveau og deres rutiner. De skal have en bredere faglighed, og får ikke mulighed for at blive ”dygtige nok” på de områder, hvor det er nødvendigt med stor ekspertise.


Mere plads til patienterne

En meget stor andel af de tidligere hospitaler i Holstebro og Herning bestod af foyer/reception, teknikrum, installationer, værksteder, lagre og en lang række andre områder, som det kostede at drive og vedligeholde. Samlingen af hospitalerne under samme tag har næsten halveret behovet for blandt andet disse arealer. Desuden giver en funktionel indretning, design og effektiv logistik i nyt byggeri en stor besparelse i driften af hospitalet. Penge, som i stedet kan bruges på behandling af patienterne.


Teknik og bygninger

Hospitalerne i Holstebro og Herning var over 100 år gamle, hvilket betød at mulighederne for at udvikle, opgradere og vedligeholde tekniske installationer var ret begrænsede i forhold til nybyggeri.

På Regionshospitalet Gødstrup er driften af disse installationer tænkt med fra begyndelsen. En af fordelene er, at langt hovedparten af de tekniske installationer er placeret på en separat etage, hvor håndværkere og teknikere har nem adgang uden at forstyrre patienter og medarbejdere.

En anden fordel er, at det er betydeligt lettere at ændre i antallet og placeringen af udtag til strøm, netværk, sug, gas m.m. end i de nuværende ældre murstensbygninger.


Effektive automater og robotter

I kælderen under Regionshospitalet Gødstrup vil størstedelen af mad- og varetransporterne køre afsted på selvkørende robotvogne (AGV). Brugte senge skubbes ind i en særlig sengeautomat, som straks bytter med en ren, ny seng. Der er affalds- og linnedsug på hvert sengeafsnit, prøver, prøvesvar og medicin fragtes rundt i hospitalet med rørpost, og en robot finder medicinen frem.


Effektiviseringskrav på 8 procent

Med penge til et helt nyt hospital følger der krav: Et hospital som Regionshospitalet Gødstrup, der er bygget op fra bar mark, skal allerede år ét kunne høste 8 pct. i effektivisering. For hospitalet i Gødstrup svarer det til 175,1 mio. kr. (2019). Kravet til effektiviseringer forudsætter, at potentialet i nye teknologier bliver indfriet, og at organisation og arbejdsgange bliver tilpasset det nye hospital hurtigt efter indflytning.


Arbejdsmiljø

I planlægningen af hospitalet er der lagt vægt på, at medarbejderne får bedre muligheder for at udøve deres faglighed til gavn for patienterne. I bygningens arkitektur er der naturlige skel imellem akut og elektiv (aftalt) aktivitet, og der er naturlige skel imellem indlagte patienter og ambulante/dagpatienter. Pleje- og behandlingsopgaven omkring indlagte patienter bliver ikke forstyrret af patienter med en ambulant aftale i hånden. Det skaber ro og fokus til de opgaver, hvor flow og koncentration skal være i højsædet.


Kollektiv transport og parkering

Regionshospitalet Gødstrup har ca. 2.500 parkeringspladser. Det er 700 flere end omkring hospitalerne i Herning og Holstebro.

Parkeringspladserne tættest på hovedindgangen er tidsbegrænsede og forbeholdt patienter og pårørende.

Et system af elektroniske følere og skilte viser patienter og besøgende vej til ledige pladser. Parkering er gratis.  


Enestuer

På Regionshospitalet Gødstrup er der enestuer, og det giver nogle umiddelbare fordele for både patienter, pårørende og personale: Pårørende kan overnatte, undersøgelser og behandlinger kan foregå på stuen, mindre risiko for infektioner, mere privatliv og nattero, nærvær, ro og koncentration i patientforløb og flow.

I alt er der 435 almindelige sengepladser og 19 intensive senge i projektet.

Til patienter med særlige behov eller i ekstreme overbelægningssituationer, er der for hver ni sengestuer én større sengestue, der kan rumme to senge.


Fleksible stuer og ambulatorier

Antallet af sengepladser i sundhedsvæsenet er reduceret markant i takt med, at den gennemsnitlige indlæggelsestid er faldet i de seneste 20-30 år. Der kommer dog hele tiden nye sygdomme og behandlingsmuligheder til, og fordelingen af sengepladser kan ændre sig i fremtiden. Sengestuerne er derfor ens på hele hospitalet, og omfordeling af senge mellem de forskellige specialer kan ske gnidningsfrit. Det gælder også operationstuer, ambulatorierum, administrative arbejdspladser i nærhed af klinikken osv.

 

Pressetelefon


telefon7843 2355

 

Hverdage kl. 8-16