Covid-19 vaccination efterår/vinter 2022-2023

Sundhedsstyrelsen forventer Covid-19 udvikler sig til en sæsonbetonet smitte, som det kendes fra fx influenza. Derfor planlægger Sundhedsstyrelsen at starte vaccinationsprogrammet mod Covid-19 den 1. oktober 2022.

Med vaccination til efteråret vil SST forebygge alvorlig sygdom, indlæggelse, og død blandt de dele af befolkningen, der er i størst risiko for at blive alvorligt syge af Covid-19; de ældre og de særligt sårbare.

Personer på 50 år og derover

Sundhedsstyrelsen planlægger foreløbigt med, at personer på 50 år og derover tilbydes booster-vaccination til efteråret. Hvis du tilbydes vaccination på baggrund af din alder, vil du modtage en invitation i e-Boks/mit.dk. For plejehjemsbeboere vil der være et særligt tilbud med lokal vaccination uden invitation og tidsbestilling.

Hvis du anbefales, at få både influenza og Covid-19 vaccine samtidig, så er der ikke noget der hindrer dette. For patienter som er i kemoterapi hver 3. eller 4. uge anbefales det, at vaccinen/vaccinerne bliver givet ca. 1 uge før næste behandling. 

Personer under 50 år

Til efteråret vil personer under 50 år, der er helt særligt sårbare, også blive tilbudt vaccination. Det kan for eksempel være personer, der har et svært nedsat immunforsvar.

Du kan selv bestille tid til vaccination i et vaccinationscenter ved at udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk og bestille tid til vaccination. Du kan udfylde tro- og loveerklæringen fra den 20. september.

 

Se yderligere information på:
Sådan bliver du vaccineret mod covid-19, influenza og pneumokoksygdom - Sundhedsstyrelsen