Koncept for Klinisk Ernæring, Mad og Måltider

Mere end hver 3. patient på danske hospitaler er underernærede. Derfor er det afgørende, at maden der tilbydes, fremmer patienternes lyst til at spise. Konceptet for Klinisk Ernæring, Mad og Måltider er en udmøntning af Regionshospitalets målsætning om bedre ernæring til syge mennesker.

Måltidet skal være en god oplevelse for patienterne og indgå som en vigtig del af behandlingen. Derfor er maden nøje sammensat i smag og konsistens, og testet på patienter. Menuerne består af mange forskellige kolde og varme retter, desserter, supper, smørrebrødsanretninger, sandwich, ost, kager og meget mere og alle retter serveres fra det enkeltes afsnittes A la Carte køkken. Maden tilberedes ud fra de gældende anbefalinger for kost til syge, og tilgodeser alle specielle former for diætmad og individuelle behov.

Den enkelte patients ernæringstilstand bliver vurderet ved indlæggelsen hvorefter der ordineres en kostform eller diæt. 

Alle indlagte patienter kan bestille mad hele dagen fra et digitalt system (min mad), hvor de kun kan bestille mad, der er i overensstemmelse med den ordinerede kostform eller diæt.

Der er ingen fastlagte spisetider, men man kan bestilles alt mad på menuen hele dagen.

Min mad kan desuden bruges til at evaluere om patienten har indtaget tilstrækkeligt.

Nationale standarder

Der er udarbejdet en National håndbog, der beskriver de anbefalede diæter og kostformer på danske sygehuse. Maden på afdelingerne i RH-Gødstrup lever op til disse anbefalinger. Se mere om "Den Nationale kosthåndbog".

Eksempler:

Normalkost:

Er mad til patienter, der ikke har nedsat appetit eller behov for øget indtagelse af energi og protein under indlæggelsen - samt til patienter med diabetes Energiprocentfordeling: Fedt: 25-30 E%. Protein: 10-15 E%. Kulhydrat: 55-70 E%

Sygehuskost:

Er mad til patienter, der er underernærede eller har risiko for at blive det under indlæggelsen. Energiprocentfordeling: Fedt: 35-40 E%. Protein: 18 E%. Kulhydrat: 42-47 E%

Kost til småtspisende patienter:

Er en kost der består at små, hyppige, næringsrige måltider. Maden er beregnet til patienter med en meget lille appetit. Energiprocentfordeling: Fedt: 40-50 E%. Protein: 18 E%. Kulhydrat: 32-42 E%